FDB indleder kampagne om økologisk mad

Lyt til artiklen

Hr og fru Danmark kender ikke nok til økologiske fødevarer. Så hvis man skal have de danske forbrugere til at købe økologisk mad, skal detailhandelen markedsføre produkterne meget mere og bedre. Derfor starter FDB snart en økologi-kampagne rundt i hele landet. Superbrugsen var med til at åbne forbrugernes øjne for økologiske varer, da de i 1993 satte prisen ned på økologisk mælk. Salget steg i nogle år, men det sidste års tid er danskernes forbrug af økologiske varer stagneret. Derfor starter FDB en landsdækkende økologi-karavane på tirsdag, hvor de i løbet af et år vil besøge de 71 superbrugser, der har status som 'Din Økobutik'. Her vil der være fokus på nye økologiske produkter, man vil byde på smagsprøver, og på andre måder prøve at skærpe forbrugerens lyst til økologi. Og det er lige, hvad der er brug for, mener man i Økologiens Hus. »Der skal mere fokus på økologiske varer«, siger marketingschef Lene Stentoft. »Alle ved jo, at man kan få økologisk mælk og grøntsager. Men det er ikke ret mange, der er opmærksomme på, hvor mange andre varer man kan få - man kan jo stort set få alle basisvarer. Det skal bare markedsføres mere«, siger Lene Stentoft til Ritzau. Økologiens Hus er selv medvirkende til at åbne danskernes øjne. I løbet af efteråret vil man lave en kampagne for økologisk oksekød i ISO og Superbrugsen, og der vil komme en tv-reklame-kampagne for mejeriprodukter. Økologiens Hus havde også en stand med saft og gulerødder på den netop afholdte grønne koncert i Århus. »Her oplevede vi en stor interesse for økologiske varer«, siger Lene Stentoft, som også mener, at forbrugerne skal vide noget mere om, hvad det betyder, at noget er økologisk. »Folk ved ikke, hvad det betyder, at noget er økologisk. Derfor skal man også i markedsføringen gøre noget for, at folk får af vide, hvordan en økologisk gris har det i forhold til en konventionel gris. For selv om prisen selvfølgelig kan spille ind, er jeg helt sikker på, at danskerne vil betale mere, hvis de ved, at økologiske varer er bedre for miljøet og dyrene - og formentlig også ens egen sundhed«, siger Lene Stentoft. Endelig mener Lene Stentoft, at økologiens producenter er nødt til at tænke på produktudvikling, og måske hoppe med på bølgen med convenience food - bekvemmelighedsmad - fordi det er, hvad dagens Danmark vil have. »Vi ved, at danskerne gerne vil have madvarer, som er forarbejdede - det gælder også med økologisk mad. Derfor skal man være bedre til at lave økologiske produkter, som også er convenience«, siger hun til Ritzau. Om FDB også vil præsentere økologisk convenience food på deres økologi-karavane, vil informationschef Poul Dines ikke sige før tirsdag, hvor karavanen skydes i gang. Men kæden er landets førende inden for økologiske madvarer, og den position ønsker den at udvide. »Vi vil præsentere en række nye økologiske produkter, som vil være i fokus under karavanen. Vi har en position som nummer et, når det gælder økologiske varer, og den position skal det nye, utraditionelle initiativ være med til at befæste«, siger Poul Dines til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her