Politiets efterforskning af dødstruslerne mod børn fra institutionen Egmontgården i København trækker i langdrag. Derfor har Station 2 på Østerbro nu overdraget sagen til drabsafdelingen under Københavns Politi, der også tager sig af trusselssager, fordi stationen ikke længere har ressourcer til videre efterforskning. Og ifølge chefen for drabsafdelingen, kriminalinspektør Kurt Jensen, vil nu, næsten fire uger efter den første trussel mod børneinstitutionen, gå i gang med at forhøre forældre, personale og beboere i nærheden af Egmontgården, der ligger på hjørnet af Assensgade og Fåborggade. Efter den første dødstrussel fra en kvinde over telefonen den 2. juli, sneg hun sig flere gang ind på institutionen og skrev trusler på inventaret. I et enkelt tilfælde skrev hun "dø" i panden på fire til fem sovende børn. »Hvis det her drejer sig om en person udefra, så er det pokkers, hvis vedkommende har kunnet snige sig ud og ind flere gange ved højlys dag, uden at nogen har set hende«, siger Kurt Jensen. Han modtager gerne henvendelser fra borgere, der har set nogen luske omkring Egmontgården mellem den 2. og 5. juli. Udover samtaler med personale, beboere og forældre står drabsafdelingen også overfor en del flere afhøringer af personer, der har ringet til Egmontgården den dag, hvor kvinden ringede og sagde noget i retning af: »Tik, tak, bang - I skal dø!«. Politet modtog dog først teleoplysningerne fra TDC - det tidligere Tele Danmark - onsdag, og kunne derfor først torsdag afhøre tre kvinder. Men da de alle afgav troværdige forklaringer om indholdet af samtalerne, ledte afhøringerne ikke politiet videre i sagen. Grunden til at efterforskningen har trukket ud, er at politiet ikke har prioriteret sagen højt nok fra starten. Selv om Station 2 ifølge TDC - det tidligere Tele Danmark - har kunnet få teleoplysningerne indenfor maksimum et par dage, fik politiet først en del af numrene onsdag i denne uge. »Politiet bestemmer selv, hvilke sager der skal undersøges først«, lyder det fra TDC. Teleselskabets presseafdeling oplyser, at politiet sagtens kan omprioritere de mange forespørgsler, de har liggende hos TDC. Men den mulighed udnyttede station 2 først tre uger efter, at børneinstitutionen havde modtaget den første trussel. Kriminalinspektør Kurt Jensen vil da heller ikke afvise, at sagen først blev topprioriteret, da medierne i denne uge fik kendskab til den. »Station 2 har sendt forespørgslerne til TDC, og så har stationen vel troet, at deres sag blev prioriteret højest«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























