Lykketoft anklager Israel

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Mogens Lykketoft forstår sådan set godt, at mange mennesker er fortørnede over, at Israel sender tortur-tilhængeren Carmi Gillon til København som ambassadør. Alligevel vil udenrigsministeren behandle Gillon som »enhver anden diplomat«. Den danske regering kunne ikke drømme om afvise israeleren eller indlede en undersøgelse af ham, sådan som Amnesty International foreslår. »Det her handler ikke om en person, en funktionær. Det er et anliggende mellem en stat, Danmark, og en stat, Israel«, sagde Lykketoft i går på sit første pressemøde efter en lang og tavs sommer. Ingen grund til undersøgelse Lykketoft understregede, at den danske regering »på det skarpeste« tager afstand fra Gillons tanker om at genindføre »moderat fysisk pres under afhøring«. »Vores holdning til tortur i alle dens former er velkendt, utvetydig - vi fordømmer det. Alle har vidst, at Israels sikkerhedstjeneste, mens Gillon var chef, har brugt »moderat fysisk pres« - tortur i FN-konventionens forstand - det er hævet over enhver tvivl«, sagde Lykketoft. Derfor er der heller ingen grund til undersøge det nærmere, konkluderede han. Personen ligegyldig Men sagens kerne er bare, ifølge udenrigsministeren, at personen Gillon er ligegyldig i denne sammenhæng - skytset bør rettes mod staten Israel. Og det gjorde han så. I stedet for at forsøge at berolige den israelske regering, der er stærkt ophidset over den danske modvilje mod Gillon, lagde Lykketoft mere brænde på bålet. Han sagde, at kritikken »falder nok så hårdt tilbage på de personer, der har været regeringschefer i Israel, inklusive de to Nobelfredsprismodtagere Rabin og Peres«. Og han talte om »uacceptable overgreb, magtanvendelse, målrettede likvideringer fra israelsk side og helt uacceptable retstilstande i selvstyreområderne«. Gillon en passende repræsentant Set i det lys, mener Mogens Lykketoft, kan man dårligt forestille sig en mere passende ambassadør end Carmi Gillon: »Han er en uhyre autentisk og ægte repræsentant for det land og den udenrigsminister (Simon Peres, red.), som sender ham«. Den borgerlige opposition i Danmark studser over udenrigsministerens verbale optrapning, selv om både Venstre og de konservative er tilfredse med, at Lykketoft vil mødes med Gillon. »Det er et fremskridt. Men Lykketoft har skabt en utrolig ubalance i den danske mellemøstpolitik, og de udtalelser forbedrer ikke ligefrem balancen«, siger Jens Hald Madsen, udenrigsordfører for Venstre. Den konservative Per Stig Møller er enig med Lykketoft i, at Gillon blot er »et bindeled« til den israelske regering, og at der er hårdt brug for at kritisere Israel. Det er bare lige så vigtigt at kritisere palæstinenserne, pointerer Per Stig Møller, og her har Lykketoft et problem. »Begge parter skubber hinanden ud over afgrundens rand. Og Danmark har ikke haft en heldig hånd i mellemøstpolitikken, fordi vi har været ensidigt anti-israelske og meget bløde over for palæstinenserne. Derved har man selvfølgelig ophidset Israel«, siger Per Stig Møller. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra den israelske regering. Da Politiken i aftes talte med Udenrigsministeriets talsmand, Yafa Benari, havde hun endnu ikke haft mulighed for at forholde sig til Lykketofts udtalelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her