Flere lejere bag formodede hashklubber i København vil meget snart få en advarsel mod at sælge hash. Det oplyser chefen for narkotikaafdelingen i Københavns Politi, kriminalinspektør Erik Bjørn, efter at den første lejer onsdag fik en advarsel om øjeblikkelig at stoppe den ulovlige virksomhed. »I en meget nær fremtid vil vi tage hul på sager mod 10 - 15 andre klubber ved at tage kontakt til de oprindelige lejere«, siger Erik Bjørn. Advarslerne om at stoppe hashsalget kommer, efter at Folketinget kort før sommerferien besluttede, at politiet blandt andet kan forbyde ejeren eller lejeren af et lokale at få besøg, hvis der foregår noget strafbart i lokalet. Der er omkring 60 hashklubber i København, mener politiet. »Jeg tror, at vi får lukket en del af klubberne på denne måde«, siger Erik Bjørn. Hvis lejerne ikke tager advarslerne alvorligt, vil politiet give dem et decideret påbud om at ophøre med at drive hashklub. Hjælper det heller ikke, sætter betjente en seddel op på døren ind til lokalerne, hvor der står, at folk er forment adgang til stedet, oplyser Erik Bjørn. Hænges ud Samtidig vil lejerne også blive hængt ud i den lokale presse med oplysninger om, at der på de pågældende adresse drives ulovlige hashklubber - og at folk ikke skal gå derind. Endelig vil lejerne i sidste ende få bøder, hvis de fortsætter med at have hashklub på adressen. Narkotikachef Erik Bjørn mener dog, at mange helt frivilligt vil lukke deres klubber, når de finder ud af, hvad den nye lov indebærer. Kriminalinspektøren påpeger desuden, at der trods alt handles med rimeligt store hashpartier i hashklubberne. »For eksempel tog en uniformeret politipatrulje tirsdag en 30-årig mand i en hashklub i Birkegade. Han havde 72 gram hash på sig og yderligere 300 gram samt 14.000 kroner i sin lejlighed. Det illustrerer, at det ikke bare er småpartier, som vi her taler om«, siger Erik Bjørn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























