Ved at affyre en pistol op i luften i Dyrehaven nord for København lykkedes det i eftermiddag for to kriminalbetjente at anholde to røvere og den million kroner, de to netop havde taget fra Unibanks afdeling i Trørød. Det oplyser kriminalinspektør Jørn Moos i Lyngby Politi. Politifolkene kørte i en civil bil og var kaldt ud for at deltage i jagten på de to mænd, der lidt efter kl. 14 med et oversavet haglgevær havde truet samtlige ansatte i banken til at lægge sig på gulvet. Mændene flygtede først i en stjålen jeep og fortsatte derefter på to mountainbikes ind ad stierne i Dyrehaven. Med noget besvær fik betjentene flyttet en tung låge ind til Dyrehaven nær Skodsborg Station, og derefter kunne de genoptage forfølgelsen. Hurtigt blev de to røvere indhentet og råbt an, og det var i den forbindelse, at den ene politimand affyrede et varselsskud, oplyser kriminalinspektør Jørn Moos.
To mænd fanget med million fra kup
Lyt til artiklen