Iværksættere lades i stikken

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Den nye ordning for iværksættere, regeringens Iværksætterpakke II, der træder i kraft 1. oktober, er røget ind i store problemer. Befolkningstætte kommuner som København og Frederiksberg samt store dele af Københavns Amt har besluttet sig for at boykotte ordningen, fordi staten ikke længere vil være med til at betale regningen. Det betyder, at muligheden for at få gratis rådgivning og vejledning med ét slag bliver kraftigt forringet for hovedstadsregionens iværksættere. »Reformen indebærer, at det statslige tilskud til iværksættere falder væk om to et halvt år. Derfor finder vi det ikke umagen værd at skulle stable noget nyt på benene«, siger erhvervschef og leder af Københavns Erhvervscenter (KEC), Svend Rubak. Amters medansvar Hidtil har staten betalt for, at iværksættere kan få op til 10.500 kr. svarende til 18 timers gratis rådgivning blandt andet via et eksternt net af professionelle etableringsvejledere. Ordningen med den gratis rådgivning før og efter virksomhedsstart forsvinder fra 1. oktober. Herefter bliver det alene op til en række nye, regionale »kontaktpunkter« at vurdere, hvor meget gratis hjælp iværksætterne kan få. Tanken bag kontaktpunkterne er blandt andet, at iværksætterne kun skal henvende sig ét sted, men reformen skal også tilskynde de lokale aktører som amter og kommuner til at tage et større medansvar. Derfor skal kontaktpunkterne fra starten selv betale 30 procent af de samlede udgifter, og allerede fra 2004 er det meningen, at kontaktpunkterne skal stå på egne ben økonomisk. En falliterklæring Kim Valentin, direktør i Finanshuset i Fredensborg og en af de nuværende 148 etableringsvejledere, er kritisk over for den nye ordning. »Jeg synes, at det er en falliterklæring, at man nu dropper en ordning, der har fungeret ekstremt godt på finansieringens og kassetænkningens alter. Det er en af de billigste ordninger, man overhovedet kan forestille sig for at få folk ud af ledighed«, siger han. Kim Valentin frygter, at der bliver færre gratis rådgivningstimer til iværksætterne i takt med, at kontaktpunkterne selv skal finansiere indsatsen, eller at rådgivningen bliver forringet, fordi rådgiverne bliver presset i pris. Københavns Erhvervscenter giver allerede i dag gratis rådgivning i et begrænset antal timer til iværksættere, men den nuværende statslige støtteordning betyder, at de desuden kan henvise iværksætterne til eksterne etableringsrådgivere. »Hvis vi - uden støtte fra staten - skal henvise iværksættere til eksterne rådgivere i samme omfang som i dag, vil det betyde en stigning i vores udgifter på 40 procent. Det tvivler jeg på er realistisk«, siger Sven Rubak, som derfor forudser en ringere service for Københavns iværksættere i takt med, at staten smækker kassen i. Erhvervsminister Ole Stavad (S) beklager, at blandt andet København ikke vil være med. »Men jeg har ikke magtbeføjelser til at tvangsindlægge folk til ordninger, som man synes er gode i resten af landet«. Ole Stavad finder det bemærkelsesværdigt, at man i de mest befolkningstunge dele af landet ikke kan finde den nødvendige medfinansiering. Alligevel vil han ikke udelukke, at det kan komme på tale at forlænge den statslige støtte ud over 2003. »Selv om der er lagt op til et bortfald, har jeg tilkendegivet, at jeg i forbindelse med finanslovforhandlingerne vil forsøge at se, om vi ikke kan påtage os en medfinansiering også på længere sigt. Man kan godt have en bekymring for, at uensartetheden bliver for stor landet over på så vigtigt et område. Derfor vil det være naturligt, at staten går med«. For kort tid siden så det ud til, at også amter som Fyn og Bornholm ville stå uden et kontaktpunkt 1.oktober, men efter en ny ansøgningsrunde ser det ud til, at den totale fiasko bliver undgået i sidste øjeblik. Der bliver hvert år startet ca. 16.000 nye virksomheder i Danmark. Under halvdelen overlever de første fire år. Overlevelsen er størst for de iværksættere, der har modtaget rådgivning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her