Dansk enegang i oliesag

Lyt til artiklen

Politiken søndag: I både Norge og Sverige tager fødevaremyndighederne fundet af det kræftfremkaldende stof PAH i et enkelt mærke olivenolie med ro. »I øjeblikket er der ikke nogen anledning til at advare forbrugerne«, siger Peter Brådenmark fra Livsmedelverket, den svenske pendant til Fødevaredirektoratet, til Aftonbladet. Adspurgt om det er sikkert at spise olivenolie, siger han: »Jeg kan ikke garantere det, ligesom jeg ikke kan garantere, at det er risikofrit at drikke en liter mælk. Men jeg spiste olivenolie tidligere i dag. Og det gjorde mine børn også«. Det er i Norge, at der er blevet fundet det kræftfremkaldende stof PAH i to slags olivenolie af mærket 'Diana'. Men også her tager man fundet med ro: »Vi mener ikke, at den information, vi har, er grund nok til at slå til mod hele olivenoliemarkedet«, siger informationschef Nina Vedholm i det norske fødevaredirektorat, SNT, til Aftonbladet. Det danske fødevaredirektorat krævede fredag, at danske butikker tog al olivenolie af hylderne indtil de kan levere dokumentation for, at olien ikke indeholder PAH. Den dokumentation kunne Dansk Supermarked, der ejer Bilka, Føtex og Netto, godt skaffe, mens FDB måtte fjerne olivenolien, indtil foreningen kan fremskaffe dokumentation for, at den olie, deres medlemmer har på hylden, er ægte koldpresset olie. Fødevaredirektoratet mener ikke, at der er tale om en dansk overreaktion. »Vi skal ikke sidde med hænderne i skødet under henvisning til, at det her vil genere erhvervet eller bekymre forbrugerne. Så må vi gå ud og forklare hvad vi gør, og slå fast, at det ikke er nogen voldsom dramatisk situation, men at vi har brug for afklaring«, siger vicedirektør i Fødevaredirektoratet Henrik G. Jensen. Ifølge vicedirektøren har det vist sig at være en god strategi at gå hurtig ud informationer i fødevaresager. I den såkaldte DT104-sag om salmonella fra midten af halvfemserne kom direktoratet under kritik for at være for lukkede og ikke reagere hurtigt nok. »Det, vi lærte af den sag er, at befolkningen forventer hurtig information og handling fra os«, siger Henrik G. Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her