Politiken mandag: Med økonomisk støtte fra Arbejdsmarkedsrådet har Skårup Seminarium på Fyn netop oprettet en etårig læreruddannelse i to liniefag for 23 arbejdsløse friskolelærere. Dermed håber man, at de kan udskifte deres dagpengekort med en lønseddel fra folkeskolen. At dømme efter udsagn fra deres potentielle arbejdsgivere er der al mulig grund til optimisme. I en tid med lærermangel og et rend af ikke-lærere på skolerne vil de 23 nye lærere udgøre en værdifuld arbejdskraft, mener Danmarks Skolelederforening. Især inden for de kreative fag. »Vi vil meget gerne tage imod folk, som har suppleret deres uddannelse med en pædagogisk uddannelse, så jeg tror, at skolerne vil stå i kø for at tage imod dem. Som friskolelærere er det jo kreative folk, så jeg tror især, at de kan blive en værdifuld del af folkeskolens kreative-musiske del«, siger skolelederforeningens formand, Per Lorenzen. Han har dog ét forbehold. Nemlig hvorvidt de nye lærere vil være i stand til at skifte friskolekulturen ud med folkeskolekulturen. »Den kultur, de er vant til fra friskolerne, kan blive svær at forene med de stramme pensakrav og faglige mål i folkeskolen. Men i det omfang, de er villige til at omstille sig, skal de være velkomne«, fortæller Per Lorenzen. Stort engagement Også Danmarks Lærerforening (DLF) er parat til at byde holdet fra Ollerup inden for, når de til sommer kan kalde sig skolelærere i to liniefag. »De bliver bestemt attraktive for folkeskolen. Med den baggrund, de har, er de den gruppe af alle, der har lettest ved at gøre en læreruddannelse færdig. Det tæller også højt, at de viser et stort engagement ved at tage en ekstra uddannelse«, siger pædagogisk konsulent Thomas Seeberg. Det lyder jo alt sammen meget godt. Men de er studerende temmelig harme over, at de overhovedet er nødt til at tage en seminarieeksamen for at få adgang til faste stillinger i folkeskolen. De har nemlig alle en femårig uddannelse som friskolelærer bag sig. Det har sine grunde, mener Danmarks Lærerforening. »Deres uddannelse svarer ikke til seminarieuddannelsen, og nogle af forskellene er så afgørende, at man ikke kan give dem fuld merit. Folkeskoleloven kræver en læreruddannelse for at undervise i folkeskolen. Og det er derfor, at de kun bliver ansat i vikariater«, siger Thomas Seeberg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























