Nyrup ville ikke afhøres

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Statsminister Poul Nyrup Rasmussen ville ikke møde op, da bagmandspolitiet for et år siden bad ham om at afgive forklaring i en sag om skjult støtte til skibsværfter i slutningen af 1980erne. Advokat Thomas Rørdam havde bedt politiet afhøre Nyrup, fordi han måske kunne hjælpe med at kaste lys over sagen mod værftsdirektør Per Glente, som i 1993 blev dømt for bedrageri. Andre prominente danskere - som skibsreder Jess Søderberg fra A.P. Møller og de tidligere konservative ministre Nils Wilhjelm og Anne Birgitte Lundholt - har afgivet forklaring i sagen, som de seneste uger er genoprullet ved retten i Svendborg. Snød emd accept Her forsøger Thomas Rørdam at bevise, at Glente blot snød på samme måde, som mange andre i skibsbranchen - endda med ledende politikere og embedsmænds stiltiende accept. Rørdam henviser blandt andet til en anden sag fra 1988, hvor Poul Nyrup Rasmussen, dengang næstformand i Socialdemokratiet, var med til at lægge pres på daværende industriminister Nils Wilhjelm. Målet var at sikre ordren på fire skibe til Dannebrog Værftet i Århus, selv om den planlagte finansiering stred mod reglerne. Nyrup kunne ikke bidrage med mere Ifølge Statsministeriet afviste Nyrup politiet, fordi »han ikke havde yderligere at bidrage med«. Eksperter i strafferet studser over statsministerens afvisning, selv om ingen borger juridisk set har pligt til at afgive forklaring til politiet. »Det er utrolig vigtigt, at Per Glente får en fair behandling, og jeg har svært ved at forstå, at det ikke er regeringens politik. Det prekære ved den sag er jo, i hvilket omfang folk højt oppe i systemet vidste besked«, siger professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen, som understreger, at han ikke kender Nyrups motiver for at sige nej. Professor i straffeproces Eva Smith: »Det er jo ikke folks egen opgave at vurdere, om de kan bidrage til opklaringen af en sag. Det er politiets opgave. Efter min mening bør enhver borger hjælpe politiet med deres undersøgelser - ikke mindst dem, der burde være forbilleder«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her