Politiken søndag: Statsminister Poul Nyrup Rasmussens talerstol stod i går på Socialdemokratiets kongres, som i lyset af de skræmmende begivenheder i USA var skåret ned til en form for mindehøjtidelighed. Det var ikke helt den samme Nyrup som i de første chokerende døgn efter terrorangrebet i USA. Væk var truslen om et væbnet hævntogt mod terroristerne. I stedet opfordrede han til besindelse og talte om at sikre, at »de ansvarlige for de brutale gerninger bliver anklaget og straffet«. Nyrup stod ved sit løfte til USA og NATO om at være med »hele vejen igennem« i kampen mod terrorismen. Men han tilføjede: »Det bliver ikke ved en enkelt aktion. Lad det stå helt klart. Det bliver ikke ved en enkelt kamp, det skal vi se i øjnene. Det klares ikke over en weekend. Det bliver en kamp, der vil tage år - en lang kamp - som kun kan få gennemslag i et storstilet stærkt internationalt fællesskab«. Kongressen åbnede dæmpet med amerikaneren Bob Ricketts melankolske saxofon, som gjorde de små tusinde socialdemokrater i Aalborghallen andægtigt tavse. Rickett og hans band blev efter et par numre suppleret af et kor, der nynnede sig gennem 'Amazing Grace'. Dermed var tonen slået an til partiformand Nyrups tale med overskriften 'Vi har brug for hinanden'. Det var ikke den tale, han havde troet, han skulle holde. »Indtil i tirsdags kunne vi skændes. Vi kunne diskutere. Vi kunne være uenige om alt«, sagde han. Nu måtte man i stedet koncentrere sig om »det vigtigste« - om »den afskyelige handling« og om »beskyttelsen af vore folk, vore lande og vores fællesskab«. Det var ikke tiden til at beskæftige sig »med oppositionen og den slags«. Poul Nyrup Rasmussen forstærkede sin advarsel om, at jagten på gerningsmændene udvikler sig til en kamp mellem folkeslag og religioner. »Vi må aldrig slå mennesker over én kam uanset baggrunden, uanset hvor de kommer fra. Hvad de kaldes. Det, vi skal gøre nu, er ikke at bekæmpe andre, der har en anden tro end os. Det, vi skal gøre nu, er at bekæmpe terrorisme«, sagde Nyrup. Usmagelig jubel Så tog han endnu en gang afstand fra den »lille gruppe, der - selv her i Danmark - gik ud på gaderne og jublede over det, der skete i New York«. »Sådan noget vil vi ikke se. Det er usmageligt. Det er uacceptabelt umenneskeligt«. Nyrup forsøgte at vise handlekraft. Han gentog flere gange, at verden har forandret sig, og nu er det så op til udenrigsminister Mogens Lykketoft at finde ud af, hvad det betyder. Det sker i et nyt udvalg sammen med forsvarsministeren, justitsministeren og socialministeren. De skal finde ud af, hvordan Danmark bedre kan bidrage til at bekæmpe international terror og kriminalitet. Partiformanden understregede, at man ikke bare skulle bekæmpe terroren, men også den grobund, terrorismen vokser ud af. Det sker ikke »ved en enkelt arrestation« eller ved at »fjerne en enkelt person«, men kun ved at arbejde for humanisme og fred, ved globalt samarbejde og ved at give en langt mere massiv støtte til de fattige lande. Mod slutningen af talen begyndte partipolitikken og valgkampen så alligevel at snige sig ind. Nyrup buldrede med klar adresse til Venstre mod alle dem, der vil skære i u-lands-bistanden. De bidrager ikke til en verden med mindre terror, lod han forstå. »Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om, at vi skulle skære i den grundlæggende bistand for, at der kunne blive en krone mere til os selv«. På samme måde angreb han den stigende egoisme i Danmark, som han illustrerede med historien om en kvindelig cyklist på en tæt befærdet cykelsti, som var blevet dræbt af en bil, uden at en eneste af de andre cyklister så meget som drejede hovedet. Efter en stærkt følelsesladet debat om terror og sikkerhed, gik de socialdemokratiske kongresdeltagere i aftes i fakkeltog gennem Aalborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























