Bendtsen anser Danmark for terror-rede

Lyt til artiklen

Selvom regeringen ikke kan finde beviserne, så er Bendt Bendtsen overbevist om, at Danmark huser organisationer og personer, som støtter terrorister, der spreder død og ødelæggelse. »Vi har et ansvar internationalt. Et ansvar for at sikre, at terrorceller ikke fra Danmark planlægger, uddanner eller finansierer terrorhandlinger. Og det lever vi ikke op til i dag. Det kræver ikke den store eksamen at finde eksempler på den slags organisationer i Danmark i dag«, siger Bendt Bendtsen. Konservativ applaus Angrebet på regeringen kom lørdag til klapsalver fra de 1100 delegerede ved Det Konservative Folkepartis landsråd i Århus. Her stod Bendt Bendtsen på en baggrund af dannebrogsflaget, det amerikanske Stars and Stripes, NATO-alliancens blå-hvide flag og EUs blå-gule stjerner. Fra talerstolen i Scandinavian Congress Center bebudede Bendt Bendtsen, at løsningen er, at der gives flere penge til Politiets Efterretningstjeneste (PET), og de danske EU-forbehold om ret og forsvar skal væk, 'så hurtigt som muligt', så Danmark kan være fuldt med i EU. Chokeret justitsminister Justitsminister Frank Jensen (S) er chokeret over kritikken fra Bendt Bendtsen. Han henviser til, at PET har undersøgt sagen og konstateret, at der ikke findes terrorister på dansk jord. Derfor trækker de Konservative diskussionen ned på et unødvendigt lavt niveau, mener justitsministeren, når Bendt Bendtsen spreder misinformation om situationen og slår politisk plat på tragedien i USA den 11. september. »Det er pinligt, flovt og ærgerligt«, siger Frank Jensen til Ritzau. Holger K. som kylling Det Konservative Folkepartis landsmøde var afkortet fra to til en dag for at hellige debatten til den internationale situation efter terrorangrebene i New York og Washington. Alligevel brugte Bendt Bendtsens dagen på indenrigspolitiske angreb. Udover beskyldningerne mod regeringen, blev SFs leder, Holger K. Nielsen, stemplet som en kylling af Bendt Bendtsen. Han angreb Holger K. Nielsen for at tøve med at støtte USA efter terrorangrebene, og vil afkræve SF et svar på, hvordan Danmark, EU, NATO og USA skal reagere mod terrorismen. »Han er en kylling, fordi det eneste han vil bidrage med, er en kritik af dem, der handler. Det eneste vi vil få fra den kant, er en kritik af dem, der forsøger at rydde op i verden ovenpå 11. september«, siger Bendt Bendtsen. Forbløffet Holger K. SFs leder, Holger K. Nielsen, betegner angrebene fra de Konservative som uværdige. Det forbløffer Holger K. Nielsen at han indtager en hovedrolle i Bendt Bendtsens landsrådstale. Samtidig er han rystet over, at en partileder vil bruge de tragiske hændelser i USA til polemiske udfald i stedet for en besindig diskussion om, hvordan terrorismen bekæmpes. »Han kører ud med signalpolitik. Han vil vise muskler og kalder andre for kyllinger. Men det har intet på, det er kejserens nye klæder. Er det rimeligt for et parti, der tidligere har haft statsministerposten? Det er uværdigt«, siger Holger K. Nielsen til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her