Børn ser mindre fjernsyn

Lyt til artiklen

Fjernsynets rolle som babysitter er nedtonet. Danske børn i alderen 4-11 år har i år set markant mindre tv end i samme periode i fjor, viser en analyse, som mediabureauet OMD har lavet for Politiken. Fra 1. januar til 25. september brugte børnene 21.119 minutter foran flimmerkassen. Det er knap en time og 19 minutter dagligt. Men i fjor brugte de hele 24.193 minutter, svarende til halvanden time om dagen. »Det er et fald på næsten 13 procent - ekstremt stort i tv-sammenhæng. Og det i en periode, hvor befolkningen som helhed har set mere tv end året før«, siger tv-direktør Johan Boserup fra OMD, der ligesom de andre mediabureauer lever af at rådgive virksomheder om placering af annoncekroner. Dramatiske fald Både børneprogrammer og voksenprogrammer oplever det dramatiske fald i aldersgruppen. Boserup hæfter sig især ved, at TV 2s popularitet blandt de 4-11-årige er faldet med hele 23 procent. Ingen af de andre danske kanaler har fået nævneværdig glæde af den nedtur: DR har tabt cirka 12 procent og TV 3 knap otte procent, mens TvDanmark har vundet to procent. Også populære udenlandske kanaler har tabt, Cartoon Network for eksempel 13 procent. »Vi ved ikke, hvor børnene går hen, når de slukker, men har en stærk formodning om hvorfor: Kvaliteten af børne-tv er blevet ringere«, mener Johan Boserup. 'Aldrig bedre børne-tv' Det afvises på det kraftigste af TV 2s to redaktører på børneområdet, Lisbeth Mathiesen og Bubber: »Vi har tværtimod opprioriteret børneprogrammer med to redaktører i stedet for en og har hverken skåret timemæssigt eller økonomisk ned. Og kvaliteten er bestemt ikke dalende«, mener Mathiesen. »Der har aldrig været så meget danskproduceret børne-tv, og kvaliteten har aldrig været højere«, siger Bubber alias Niels Christian Meyer. Begge tror, at årsagen til faldet snarere er, at børn bruger mere tid på computerspil og internetsurf - og at det har været en god, varm sommer, så børnene har gjort noget så gammeldags som at lege ude.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her