Jelved: Nej til hurtig EU-afstemning

Lyt til artiklen

Selv om de radikale gerne vil af med de danske EU-forbehold hurtigst muligt, vil partiet ikke være med til en hurtig folkeafstemning næste forår for at sikre Danmark fuld deltagelse inden det danske EU-formandskab. Det vil være hasarderet og uoverskueligt, mener økonomiminister Marianne Jelved (R). »Jeg kan ikke se, at vi kan tage en folkeafstemning uden, at det bliver bøvlet og helt uoverskueligt for folk«, siger Jelved. Den radikale melding kom på et EU-debatmøde for kvinder på Cafe Chips i København søndag. Mødet var en opfølgning på et tilsvarende debatmøde sidste år op til euro-afstemningen. Foruden Jelved deltog EU-parlamentsmedlem Lone Dybkjær (R), undervisningsminister Margrethe Vestager (R), udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) og EU-ordfører Elisabeth Arnold (R). K vil have afstemning Det er de konservative, der har talt for en hurtig EU-folkeafstemning. Kravet skyldes, at Danmark på grund af forbeholdene på en række områder må overlade formandsstolen til Grækenland under det danske formandskab, der begynder i juli næste år. Marianne Jelved afviser tanken med henvisning til, at der også skal afholdes folketingsvalg inden 10. marts 2002, og at Folketinget skal have tid til at behandle en større lovpakke som opfølgning på antiterrorindsatsen. »Ingen tvivl om at det er vigtigt at komme af med forbeholdene. Men danskerne skal formentlig også stemme om resultatet af regeringskonferencen i 2004, og jeg kan endnu ikke overskue, hvordan vi får det hele til at passe sammen«, siger Jelved. Åben for andre afstemninger Til gengæld er Marianne Jelved nu mere åben over for en samlet afstemning om både euroen, det retlige forbehold og forsvarsforbeholdet. »Det skal i så fald være sådan en tipskupon, hvor man kan sige ja eller nej til hver enkelt. Men vi må være åbne over for, hvordan vi gør det klogest«, siger hun. Også Lone Dybkjær advarer mod en hurtig folkeafstemning. »Det vil være nærmest katastrofalt at få et nej til«, siger hun. Danmark uden for døren Da Marianne Jelved på debatmødet skulle gøre status et år efter danskernes nej til euroen, konstaterede hun, at Danmark i EU er endnu mere uden for døren end før afstemningen. Fordi de øvrige lande før 28. september 2000 agerede ud fra forventning om, at Danmark ville komme med. Elisabeth Arnold mente til gengæld ikke, at Danmark går glip af så meget uden for euroen. »Efter terrorangrebene mod USA anser jeg det for langt mere alvorligt, at vi står uden for det retlige samarbejde og forsvarssamarbejdet«, sagde hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her