Ofrene for SAS-ulykken i Milano blev fredag eftermiddag mindet ved en mindegudstjeneste i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke. 118 mennesker mistede livet - heraf 18 danskere. Flere hundrede pårørende og SAS-medarbejdere deltog i mindegudstjenesten sammen med kronprins Frederik, statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), udenrigsminister Mogens Lykketoft (S), trafikminister Jacob Buksti (S), SAS' koncernchef Jørgen Lindegaard og udenlandske diplomater fra de lande, hvorfra der også var omkomne. Københavns drengekor sang med menigheden salmerne "Se, nu stiger solen" og "Nu falmer skoven trindt om land", inden domprovst Anders Gadegaard talte om at værne om livet og være taknemmelige over det, der har været. »Hvorfor skulle en flykatastrofe og tidlig død pludselig ramme os og skabe sorg, savn og smerte hos tusindvis af familie, venner og bekendte. Det er og bliver ufatteligt, at livet er givet os på en så grusom måde. Men vi skal ikke søge forklaringer. Livet indeholder meningsløshed. Det er en uundgåelig del af livet, som Gud lover at hjælpe os igennem med. For kærlighed og risiko er uløseligt forbundet med tab. Men Gud bevarer os, og vi skal sætte vores lid til, at selv i det tætteste mørke er der lys og stole på, at Han er med os«, sagde Anders Gadegaard i sin tale. SAS: Det vil ikke ske igen Et løfte for fremtiden var udgangspunktet for SAS-koncerndirektør Jørgen Lindegaards tale. »Vi er ikke en homogen gruppe, men vi bindes sammen af en dyb sorg. Vi søger ord, forklaringer, årsager, meninger, logik - teknisk og menneskeligt. Vi forsøger at forstå for at have kraft til at leve. Vi vil lære af svarene, og ulykken vil skabe varige forandringer og sætte sig dybe spor verden over i al fremtid. Det er et løfte fra SAS. En ulykke som den i Milano må aldrig ske igen«, sagde koncerndirektør Jørgen Lindegaard i sin tale til de pårørende og SAS-medarbejderne. Herefter sang Københavns Drengekor "Dejlig er jorden", og til tonerne af Johann Sebastian Bachs Præludium i e-moll forlod de mange mennesker domkirken dybt bevægede. Lørdag formiddag er der mindehøjtidelighed for de dræbte fra flykatastrofen i Domkirken i Milano under ledelse af ærkebiskop Carlo Maria Martini. Koncerndirektør Jørgen Lindegaard vil repræsentere SAS ved lejligheden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























