Politikere i Folketinget og i Europaparlamentet er fortørnet over den udemokratiske drejning, som kampen mod terrorisme har taget i EU. EU's stats- og regeringsledere har allerede sagt ja til en del af forslagene, mens andre er under forhandling. Hverken Folketinget eller Europaparlamentet er imidlertid blevet spurgt, og listen holdes hemmelig for både offentligheden og parlamenterne. »Der er nye og vigtige forslag på listen (fra USA, red.). Men vi kan ikke gå i detaljer med indholdet. I øjeblikket foretrækker vi at arbejde med tingene i lukkede fora«, siger Gunnar Wiegand, talsmand for EU-kommissionen. Tre af de amerikanske forslag har allerede fået det blå stempel af EU's stats- og regeringsledere. De besluttede på deres topmøde i fredags at imødekomme ønsket om hurtigere og lettere udlevering af bevismateriale og mistænkte personer til de amerikanske myndigheder. Vil stramme regler for eksportkontrol Samtidig vil de stramme reglerne for eksportkontrol med varer, der i forkerte hænder kan bruges til kemiske eller biologiske våben, og de sagde ja til en stramning af pas- og visumsikkerheden i EU. Folketingets Europaudvalg blev ikke taget med på råd, før statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) sagde ja på Danmarks vegne. »Vi er ikke blevet orienteret, hverken før eller efter at beslutningerne er truffet. Det er rystende«, siger Venstres EU-ordfører, Charlotte Antonsen. Også SF's EU-ordfører, Anne Baastrup, er stærkt bekymret: »EU-ledere som Blair, Schröder og Chirac stod lige efter angrebet i kø for at sige, at vi ikke må give køb på demokrati og retssikkerhed, for så har bin Laden vundet. Men det er netop, hvad der sker nu«, siger hun. Ingen undskyldning for hemmelighedskræmmeri Ifølge konklusionerne fra topmødet er den tekniske gennemgang af de amerikanske forslag allerede i fuld gang, og der er forhandlinger om indholdet mellem amerikanerne og EU-diplomater i Washington. Den spændte situation og ønsket om at vise solidaritet efter terrorangrebene på USA er imidlertid ikke nogen undskyldning for hemmelighedskræmmeri og forbigåelse af parlamenterne, fastslår Charlotte Antonsen. »Tværtimod. Netop i en tid, hvor demokratiet er under pres, er det meget vigtigt at holde fast i de demokratiske procedurer og arbejdsgange. Det er klart, at vi på nogle punkter skal arbejde hurtigere, end vi er vant til. Men det må ikke gå ud over de demokratiske forpligtelser. Det må vi fra dansk side gøre helt klart for de andre lande«, siger Charlotte Antonsen, der her til morgen vil tage sagen op i Folketingets Europaudvalg. Den amerikanske regering har afleveret en liste med 47 anmodninger om gennemførelse af ny europæisk lovgivning og andre initiativer, der kan bidrage til kampen mod terrorisme. Europaparlamentet har heller ikke hørt om den amerikanske liste. »Man er nødt til at følge spillets regler i EU, hvor 15 medlemslande skal være med i forberedelsen af ny lovgivning. Det er meget kedeligt, hvis det får præg af diktat fra USA«, siger Torben Lund, leder af den socialdemokratiske delegation i parlamentet. Skal vedtages af ministerrådet Den radikale EU-ordfører, Elisabeth Arnold, ser derimod ingen problemer. »Hvis der skal laves noget, som har retlige konsekvenser, så skal det igennem den almindelige procedure og vedtages af ministerrådet. Stats- og regeringscheferne kan kun udstikke retningslinier«, påpeger Elisabeth Arnold. Europaudvalgets formand, Claus Larsen-Jensen (S), vil nu undersøge sagen, men havde i aftes ingen yderligere kommentarer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























