Poul Nyrup Rasmussen står til at tabe statsministerposten, hvis han udskriver valg i denne uge. Selvom Socialdemokratiet går frem i meningsmålingerne efter terrorangrebene i USA, så går SF tilbage. Et valg den 20. november betyder derfor, at Poul Nyrup Rasmussen taber med ære som partileder, men regeringsmagten vil han overlade til Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen. Et kvalitetsvejet gennemsnit af oktobers meningsmålinger, som professor Søren Risbjerg Thomsen har udarbejdet for Ritzau, viser, at Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten kan samle 78 mandater, de borgerlige 97 mandater. »Meningsmålingerne giver ingen grund til valg. Socialdemokratiet vil gå lidt frem, men regeringen vil tabe«, siger Søren Risbjerg Thomsen til Ritzau. Venstre er størst I målingen bliver Venstre det største parti med 53 mandater, hvilket er en klar fremgang siden valget i 1998, hvor Venstre fik 42 pladser. Socialdemokratiet følger lige efter med 52 mandater mod 63 ved valget. Dansk Folkeparti bliver det tredjestørste parti i Folketinget med 21 mandater. SF står til 13 mandater ligesom ved valget i 1998. Men det er efter en valgperiode, hvor meningsmålingerne har givet Socialistisk Folkeparti over 20 mandater. Partiformand Holger K. Nielsen (SF) advarer derfor også mod et lynvalg. Han betegner det som uklogt, hvis Poul Nyrup Rasmussen udskriver valg på nogle gode meningsmålinger. SF-formanden opfordrer regeringen til at gennemføre barselsreformen og styrke boligbyggeriet inden et valg. Det vil give SF en chance til at komme igen. »Der er en almindelig højredrejning efter 11. september i hele samfundet. Den rammer os ganske hårdt, fordi der er en del samling omkring statsministeren«, siger Holger K. Nielsen til Ritzau. Tidligst torsdag Gruppeformændene for regeringspartierne har argumenteret imod et hurtigt valg. Hverken Jan Petersen (S) eller Elisabeth Arnold (R) mener, at et sammenbrud i barselsforhandlingerne er grundlag for et valg. Hvis Nyrup Rasmussen alligevel skulle føle sig fristet, så bliver det næppe før torsdag. Frem til onsdag er statsministeren vært for Nordisk Råd med alt, hvad følger af repræsentative pligter. Onsdag drager statsministeren til Geneve til et ILO-møde, hvorfra han først vender hjem i løbet af torsdagen. På grund af Nordisk Råds møde har Folketinget fri indtil torsdag og fredag. Statsministeren kan i princippet godt udskrive valg uden at gå på Folketingets talerstol, men så skal han ifølge reglerne kunne påberåbe sig tvingende tidsnød. Nyrup holder spændingen Statsministeren vil hverken be- eller afkræfte mulighederne for et valg den 20. november. »Det vigtigste er, at vi træffer nogle gode og ambitiøse beslutninger, hvad angår bekæmpelsen af terrorisme, og at vi træffer beslutninger, som sikrer os en stabil økonomisk udvikling herhjemme, også under hensyntagen til den usikkerhed, vi lever i lige nu, svarede Poul Nyrup Rasmussen søndag aften på et pressemøde. Venstres top holdt søndag strategimøde i Søllerød. Ifølge næstformand Lars Løkke Rasmussen (V) skal valgkampen ikke handle om krigen i Afghanistan men om sundhed, ældre og udlændingepolitik. Et mandat fra flertal Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis leder, ser frem til et valg, og hun tror, at det udskrives i denne uge. Terrorangrebene har kun skærpet fokus på Dansk Folkepartis mærkesager om strammere rets- og udlændingepolitik. Ifølge Risbjerg Thomsens analyse vil Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti få i alt 89 mandater. Dermed mangler ét mandat, for at en VK-regering alene kan basere sig på Pia Kjærsgaards stemmer. »Valget må gerne komme for vores skyld«, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























