Det store redningsapparat skal ikke længere automatisk sættes i gang, hver gang der opstår frygt for, at for eksempel breve indeholder miltbrand-bakterier. Det ventes at blive resultatet af et møde mellem blandt andet politiet og en lang række af de institutioner, der bliver inddraget i de mange pulveralarmer, der har plaget landet. Sundhedsstyrelsens direktør, medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik, venter, at der om få dage ikke længere automatisk bliver slået storalarm til brandvæsen og politi, når nervøse borgere melder om pulver i breve eller på offentlige steder. Truslen stort set lig nul »Der er taget 8000 prøver af pulver i Europa og der er ikke fundet en eneste positiv test af alle de undersøgelser. Der er et meget, meget lavt trusselsbillede. Risikoen er jo stort set ikke-eksisterende«, siger Jens Kristian Gøtrik til Ritzau. De mange alarmer har kostet store ressourcer og ført til, at en lang række myndigheder trådte sammen for at tage stilling til, hvorledes miltbrandfrygten fremover skal håndteres af beredskabet. Skal normaliseres »En væsentlig del bliver politiets konkrete vurdering af truslen i de enkelte tilfælde. Vi skal normalisere situationen, så politiet ligesom ved andre trusler må foretage en konkret, sikkerhedsmæssig vurdering fra gang til gang og vurdere, om det med al sandsynlighed er drengestreger, der er tale om eller om det er noget andet«, siger Jens Kristian Gøtrik. »Man arbejder intenst på at fremrykke undersøgelsesresultater og få dem til at komme så hurtigt, at man kan tillade sig at vente med at sætte noget i værk«, siger Gøtrik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























