En familie med tre børn blev mandag formiddag kørt ned af en 85-årig mand, der tog fejl af speeder og bremse. Begge forældre kom til skade, men føreren af bilen og de tre børn slap uskadt. Klokken er 10.56 mandag, da en 85-årig mand kører galt og rammer en familie, der går på fortovet. Det sker i krydset Margrethevej og Strandvejen i Gentofte, hvor familien - mor, far samt to tvillingespædbørn og et to-årigt barn - kommer gående. »Den 85-årige tager fejl af speederen og bremsen. Han kører skråt over vejen og op på fortorvet. Her rammer han forældrene, og moren bliver slynget ind i en butiksrude«, forklarer Ole Hjelm, der er vagthavende hos Gentofte Politi. Syv ambulancer bliver tilkaldt til stedet. Faren har brækket lårbenet og har desuden flere snitsår, men er ved bevidsthed og uden for livsfare. Moren har derimod fået et brud på rygsøjlen, og har - da hun bliver slynget gennem butikkens rude - også fået flere snitsår. De tre børn er alle uskadte. Den 85-årige fører slap også uskadt. I følge Færdselsloven gælder kørekortet til man fylder 70 år. Derefter skal kortet fornyes hvert år ved en obligatorisk lægeundersøgelse, hvor lægen kan anbefale en vejledende køretest med en inspektør fra Statens Bilinspektion. Eller helt fraråde, at man fortsætter med at køre bil. Ifølge Ole Hjelm var kørekortet lovligt, og den 85-årige havde været til lægeundersøgelse. Om der bliver rejst sigtelse mod manden, er dog for tidligt at sige: »Nu bliver alle parter afhørt. Derefter kommer det videre til en anklager, der afgør, om der skal rejses sigtelse«, siger Ole Hjelm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























