Præsidentvalg på Fyn: Poul Erik eller Poul Erik

Lyt til artiklen

Der er dømt præsidentvalg på Fyn. Tre bejlere til en trone. Efter fire fredelige år, hvor skarpe politiske profiler har været vanskelige at spotte, er der gået personpalaver i den. Under klapsalver og jubelbrøl i bedste amerikanerånd mødtes amtskombattanterne onsdag på Midtfyns Gymnasium i Ringe, men ingen kan laste de partisantørklæde- og sweaterklædte tilhørere for stadig at have svært ved at skelne mellem kandidaterne. Der har ellers været brænde nok til et ordentligt bål i den fynske amtsgård de forgangne fire år. Men selv lukning af små sygehuse, der normalt kan tænde ild i ethvert amtsråd, har ikke kunnet få det til at flamme mellem amtspolitikerne på Fyn. 29 amtsrødder ud af 31 bakkede op om samlingen af sygehusbehandling på færre hospitaler. Konservativ katastrofe Nu puster den radikale amtsborgmester gennem to perioder Karen Nøhrs afgang så til gløderne. På den borgerlige fløj byder den verdensberømte håndbolddommer Jan Boye (K) sig til, og ifølge meningsmålinger i lokale medier scorer han flest fynboer, når de skal udpege, hvem der skal tegne amtets ansigt efter tirsdag. Men ifølge krystalkuglekiggeren Søren Risbjerg Thomsen, professor fra Aarhus Universitet, står de konservative til et katastrofalt amtsrådsvalg. Poul Erik-valget Og lytter man på kakkelovnsrørene, ligner det også mere et opgør mellem Venstre og Socialdemokratiet. Og ganske som to gange Rasmussen slås om statsministerstolen, står kampen om den fynske toppost mellem navnefæller. Poul Erik hedder de. Weber og Svendsen. På sidelinjen Trods 13 mandater og dobbelt så mange personlige stemmer som nummer to ved sidste valg har Poul Erik Svendsen (S) måttet finde sig i en skuffende plads på sidelinjen. Det skal være slut nu - selv om han er mægtig glad for sit skoleinspektørjob i Aarup. Venstres Poul Erik Weber havde egentlig besluttet, at borgmesterkæden i Egebjerg på Sydfyn skulle være hans sidste. »Jeg har aldrig været til jubilæer og guldure«, som han udtrykker det. Men 20 år i kommunalpolitik kunne ikke gøre det, så efter et kampvalg om spidskandidaturen for Venstre, der kostede en del splid i baglandet, er han tunet til en ny tørn. Bud på fremtiden Kamp i kulissen eller ej - den fyldte fællessal på Midtfyns Gymnasium er vidne til gemytlige smil på tværs af panelet, hvor også SF og Dansk Folkeparti har en repræsentant bænket. Og eleverne interesserer sig heller ikke meget for personprofileringen. De vil hellere have bud på fremtiden for det fattige Fyn, hvor veluddannede ikke kan leve af H.C. Andersen-hygge og blide bakkedrag. Sådan et har præsidentkandidaterne naturligvis: »Unge forlader Fyn efter endt uddannelse, virksomheder forlader Fyn. Og turisme kan vi altså ikke leve af alene, så jeg vil ændre Fyns image som ikke særlig erhvervsvenlig«, siger Venstremanden. Ikke bare et bump på vejen »Fyn skal ikke bare være et bump på vejen mellem Jylland og Sjælland. Så den regionale udvikling for bedre uddannelses- og jobtilbud bliver det vigtigste i den kommende periode«, siger socialdemokraten. »Mit mål er udvikling og vækst på Fyn. Der skal være job og uddannelse til alle, så vi kan trække flere folk til«, siger Jan Boye (K). Trumfen Ak ja. Meget klogere på, hvem af de tre der bør løbe med krydset på tirsdag, kan førstegangsstemmerne ikke være blevet. Men at dømme efter bifald og latter fra salen er Midtfyns Gymnasium rødt, som det altid har været. Og det får Poul Erik Svendsen til at sætte trumfen ind: »De borgerlige tager vores retorik. Jeg fristes til at gentage, hvad Mogens Lykketoft forleden sagde om Anders Fogh Rasmussen: Aldrig har jeg set nogen gå så hurtigt fra at være hulemand til at være julemand«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her