Kronisk syge er retsløse

Lyt til artiklen

I de tilfælde hvor en borger bliver kronisk syg og skal have pension bør det offentlige betale for en bisiddende advokat, så den syge sikres en uvildig og retfærdig behandling. Det foreslår læge Jytte Hestbech, der har anlagt sag ved landsretten mod Den Sociale Ankestyrelse for at få sin rette pension. »Ingen lov kan få rettet på så ligegyldige holdninger til arbejdets kvalitet, som ses i min sag«, siger Jytte Hestbech. Via aktindsigt opdagede den sklerose-syge læge, at hendes sag var blevet afgjort på baggrund af ulæselige lægelige sagsakter. Da læselige akter blev fremskaffet, så den amtslige lægekonsulent bort fra sklerosesymptomerne. Den lægelige konklusion var derefter, at den syge var neurotisk. På baggrund af sine private erfaringer vurderer Jytte Hestbech, at kronisk syge er retsløse i Danmark. »Vi er syge og samtidig skal vi kæmpe imod uddannede myndighedspersoner, som har den opfattelse, at vi blot er ude på at snyde og bedrage. I begyndelsen troede jeg, at sagsbehandlerne var mine hjælpere, først et stykke henne i mit sygdomsforløb gik det op for mig, at de var mine modstandere«, siger Jytte Hestbech. Social deroute I 1997 fik Jytte Hestbech diagnosen dissemineret sklerose. Da havde hun allerede været invalideret i ti år med tab af mange færdigheder, men på grund af den manglende diagnose var hun blevet gjort til et psykisk tilfælde, og psykisk sygdom berettiger ikke til den højeste tjenestemandspension, som hun ville have fået, hvis den rigtige diagnose var blevet fastslået fra begyndelsen. Derfor blev sygdommen anledning til en økonomisk og social deroute for den tidligere vicestatsobducent i Odense. »Jeg har haft gæld, siden jeg blev syg«, siger Jytte Hestbech. Sjusket sagsbehandling Mens hun var vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut i Odense kunne en erklæring fra Jytte Hestbechs hånd sende en mand i fængsel. Det ansvarsfulde arbejde lagde op til en samvittighedsfuld og objektiv sagsbehandling. Som tidligere højt betroet medarbejder er det derfor med vantro, at Jytte Hestbech har kunnet konstatere, at hendes egen pensionssag er fuld af sjuskeri, som ingen af de ansvarslige myndigheder har forsøgt at rette - heller ikke når de blev gjort opmærksom på fejlene. »Da jeg havde været syg i nogle år, gik det op for mig, at ud over alle de andre tab, som jeg havde lidt, havde jeg også mistet min troværdighed«, siger Jytte Hestbech. »Man bliver behandlet, som om det er noget meget attraktivt at blive invalid og få pension, men det er lige omvendt. Tanken fyldte mig med rædsel«. Tusinder af sager Ifølge formand for Folketingets Socialudvalg, Villy Søvndal (SF) findes der tusindvis af sager om førtidspension, der ligner Jytte Hestbechs. Selv har han læst de første 300 af slagsen: »Denne her sag er så typisk for en kritik, som jeg har været alene om at fremføre i de sidste mange år imod den lemfældige og fuldstændig tilfældige sagsbehandling førtidspensionister bliver udsat for«, siger formanden for Folketingets Socialudvalg. Ifølge Villy Søvndal er den hårdhændede kurs især blevet udpræget, efter at regeringen og de borgerlige partier lavede deres mini-førtidspensinsreform, hvor man skar i menneskers ret til selv at søge pension, samtidig med at man gjorde det dyrere for kommunen at tilkende en pension. Det skete, ved at man forpligtede kommunerne til at betale 65 procent af nytilkendte pensioner, hvor de tidligere fik refusion for 50 procent af udgiften. »Der er den største skamplet på dansk socialpolitik. Mennesker står fuldstændigt retsløse overfor et magtfuldkomment offentligt system, og i virkeligheden viser det, hvor galt det kan gå, når regeringen samarbejder med de borgerelige partier på velfærdsområdet«, siger Villy Søvndal. Ny reform på vej En ny førtidspensionsreform er på vej, og den kan ifølge Søvndal afværge kommende katastrofer, men i de tilfælde, hvor det er gået galt med sagsbehandlingen, har Villy Søvndal et forslag til en 'medicin'. »I sager, hvor sagsbehandlingen ikke har været ordentlig, kunne man vedtage, at statens pligt til at betale refusion bortfalder, dvs. at komunen står med hele smerten. For det er helt urimeligt at tage mennesker som gidsler på den her måde. Jeg bliver simpelthen så vred«, siger formanden for Folketingets Socialudvalg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her