Mere selvstændighed og kontant afregning for USA's tilstedeværelse på Thule Air Base i Nordvestgrønland. Sådan lyder de dominerende og sammenfaldende valgtemaer hos de tre største grønlandske partier Atassut, Siumut og Inuit Ataqatigiit, der sammen med Kandidatforbundet kæmper om de to grønlandske pladser i det nye Folketing. Der er ingen meningsmålinger i Grønland, så det er ikke umiddelbart muligt at pege på oplagte favoritter. Ifølge Ritzau spås Lars Emil Johansen fra det socialdemokratisk orienterede Siumut og Kuupik Kleist fra venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit de største chancer. Boergerlige er splittet Den borgerlige side, der indtil nu er repræsenteret af Elle Kristensen fra Attasut, er præget af intern splid og risiko for stemmespild. Kravet til graden af selvstændighed svinger fra parti til parti. Enighed Men enigheden er større end forskellene. Siumut mener, at tiden er inde til, at Grønland frigøres som suveræn stat, men at man fortsat skal være knyttet til både Danmark og Færøerne. Inuit Ataqatigiit tilstræber et ligeværdigt partnerskab mellem tre selvstændige stater. Og endelig mener det mere moderate Atassut og Kandidatforbundet, at der skal ske en udbygning af selvstyret, men foreløbig inden for Rigsfællesskabets rammer. Uanset niveauet for selvstændighed er alle partier enige om, at Grønland først skal have skabt et solidt økonomisk fundament. De grønlandske politikere peger især på den amerikanske Thulebase som en af vejene til større økonomisk selvstændighed og farvel til det danske bloktilskud på tre milliarder kroner om året. Ved en genforhandling af forsvarsaftalen med USA vil Grønland kræve, at USA betaler for brugen af Thule Air Base. Tillidskrise Valgkampen i Grønland kommer midt i en voldsom tillidskrise mellem politikerne og befolkningen. Flertallet i det grønland-ske landsting bevilgede for nylig sig selv en lønforhøjelse på 70 procent, forhøjede det skattefrie tillæg samt ret til chefbolig og frirejser til familien. Det skete samtidig med nedskæringer i de offentlige finanser og en generel opfordring fra politikerne til befolkningen om økonomisk mådehold. Harmen over den klækkelige lønforhøjelse er stor, der har været flere demonstrationer, og de unge studerende ved universitetet i Nuuk er gået i gang med en landsdækkende underskriftsindsamling med krav om nyvalg til Landstinget. Målet er 5.000 underskrifter, og efter få dage er 1.000 allerede i hus. Lykkes målet, vil det efter danske forhold svare til, at 400.000 danskere skrev under på protesten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jessica Nielsen




























