Trods den kommende regerings skattestop vil kommune- og amtsskatterne fortsat stige et års tid endnu. Kommuner og amter har for længst fastsat både udgifter og skatteindtægter, og et øjeblikkeligt skattestop vil rive tæppet væk under økonomien. »Det er fuldstændig umuligt at forestille sig, at man skulle rulle det hele tilbage«, siger Venstres finansordfører, Thor Pedersen. Derfor kan Venstres bebudede skattestop først mærkes på de kommunale skatter i 2003. »Hvis du indgår en aftale med kommunerne om skattestop, er det reelt noget, du aftaler med dem i april-maj-juni. Det er der, du udmåler dine bloktilskud og siger til kommunerne: Med den økonomiske ramme vi har, kan I så sige, at I kan gennemføre et skattestop«, siger han. Finanslov forhindrer skattestop i 2002 Samme forhold kommer muligvis til at gælde andre af de skatter og afgifter, som allerede er fastsat for næste år. Kun når det gælder de afgifter - især nogle af de grønne afgifter - som afventer en decideret folketingsbeslutning for at kunne stige, kan Thor Pedersen love, at der ikke vil komme nogen stigning. En forhindring er blandt andet, at den nye regering ikke regner med have en finanslov klar så hurtigt, at den allerede kan gælde fra 1. januar. »Man kan ikke forestille sig, at en afgift stiger den 1. januar og sættes ned igen 2. januar. Du er nødt til at sige konkret: Hvad er besluttet, og hvad kan man gøre ved det, der er besluttet«, siger Thor Pedersen, som ikke tror, at Anders Fogh Rasmussens (V) regering vil tromle finansloven igennem i huj og hast. »Godt nok haster det, men det er ikke noget, der skal jappes igennem. Så det mest sandsynlige er, at der ikke vedtages en finanslov i december. Men alt det må afvente, at der er aftalt et regeringsgrundlag«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























