Hårde straffe i kæmpe menneskesmuglersag

Lyt til artiklen

Tre mænd i alderen 29 til 39 år fik fredag hårde domme ved retten i Sønderborg fredag formiddag i en af landets hidtil største sager om menneskesmugling. De tre mænd har været med til at indsmugle eller forsøge at indsmugle op mod 150 personer. Tre år fængsel De tre dømte er alle af udenlandsk oprindelse, men de to har opnået dansk statsborgerskab. Både den 31-årige Khaled Ahmad Badran og den 29-årige Nabih Khayzaran, der begge er bosiddende i Sønderborg, blev idømt tre års fængsel, ligesom dommeren accepterede et krav om konfiskation af 65.000 kroner svarende til den skønnede fortjeneste hos hver. Et og ni måneders fængsel 39-årige Jassem Fadhel Abbas er bosiddende i København og har fortsat irakisk statsborgerskab. Han blev idømt fængsel i et år og ni måneder samt udvist af landet i 10 år, ligesom der er konfiskeret 15.000 kroner. Han deltog kun i smugling af 24 personer, men til gengæld er han dømt for at forfalske pas og havde 17 pas liggende ved ransagningen. »Med disse domme er der i sagskomplekset idømt fængsel på i alt 12 år og seks måneder, og der savner fortsat retssager mod 8-10 udløbere af sagen, så derfor tør jeg godt kalde den Danmarks største«, siger anklageren i sagen, vicepolitimester Jan Stick. Betænkningstid De tre mænd tog betænkningstid med hensyn til anke til landsretten. De ønsker sammen med deres forsvarer at få tid til at læse den 59 sider lange dom, inden der tages stilling til ankespørgsmålet. Menneskesmuglingen foregik i perioden december 1999 til 21. februar 2001, hvor der blev foretaget ransagning hos en række implicerede i sagen. Efter fire en halv måneds fængsling blev de løsladt. To mænd, Iljas Caylak og Dennis Krogh, er i samme sagskompleks idømt henholdsvis tre års og halvandet års fængsel. Det var et anonymt tip, der førte politiet på sporet af den omfattende sag om menneskesmugling, og kriminalpolitiet i Sønderborg har haft hjælp til opklaringsarbejdet af Rigspolitiets særlige Task Force-afdeling mod organiseret menneskesmugling, hvor der i perioder med tolke har været 10 medarbejdere i gang med efterforskningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her