Uændret økonomisk kurs med VK

Lyt til artiklen

Anders Fogh Rasmussens nye regering vil hverken løsne eller stramme finansloven. Den skal bare indeholde nogle andre elementer end den tidligere regering havde foreslået. Danskerne skal hverken frygte stramninger eller håbe på flere penge til forbrug, når en ny VKregering skal stå for finansloven for 2002. Finanspolitisk vil den nye regering lægge sig på samme stramme linje som den nuværende. »Vi lægger ikke an til at ændre stramheden, men vi vil ændre elementerne i det finanslovsforslag, der er lagt frem««, sagde Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, i går, da han i sin egenskab af kongelig undersøger havde holdt møde med de konservative. VK-regeringens nye finansminister vil blandt andet fjerne alle de forslag til stigninger i skatter og afgifter, som ligger i SR-regeringens forslag. Både derfor og til nye forslag skal der findes flere milliarder kroner til finansiering. »Det løser vi helt uden at sætte skatter og afgifter i vejret««, sagde Anders Fogh Rasmussen. Anklage om løftebrud Den nye regering vil basere sine økonomiske mål på den fremskrivning, som SR-regeringen fremlagde i januar i »Danmark 2010'. Men når regeringen træder til, vil der blive præsenteret opdaterede skøn for de økonomiske nøgletal. Det reviderede forslag til finanslov 2002 kommer først til januar. Det nyvalgte folketing samles 4. december, og så er det umuligt at nå at forhandle en finanslovsaftale på plads inden nytår. Derfor vil den nye regering fremsætte en midlertidig bevillingslov, der sikrer, at hele den offentlige økonomi kan køre med udbetaling af løn og folkepension og så videre, indtil finansloven er vedtaget i Folketinget. Skattestoppet vil blive indført, så det gælder alle nye skatter og afgifter, men ikke allerede vedtagne stigninger. Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten vil derfor være på 2002-niveau. Det har fået Socialdemokratiet til at anklage Venstre for at løbe fra løftet om skattestop fra dag et. »Skattestoppet træder i kraft fra dag et. Men vi kan ikke have ansvaret for beslutninger, der er truffet tidligere. Der bliver lagt loft over ejendomsværdiskatten, så ingen kommer til at betale mere end i 2002««, sagde Anders Fogh Rasmussen. Det skyldes, at danskerne har modtaget deres skattekort for næste år, og VK-regeringen vil ikke fastfryse beløbet nu og så betale det tilbage som restskat. »Hvis vi skulle til det på alle områder, hvor der er truffet beslutninger, så bliver det en meget, meget kompliceret øvelse««, sagde Fogh. »Det politisk afgørende er, at vi har lovet at holde skatter og afgifter i ro. Det er et løfte, som en borgerlig regering vil stå fast på«. Tager sig god tid Anders Fogh Rasmussen ville i går ikke udtale sig om, hvor langt han er med forberedelserne af den bebudede reform af centraladministrationen. Den vil betyde, at ministeriernes opgaver fordeles på en ny måde. Forhandlingerne med de konservative fortsætter i dag, og også Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti er blevet bedt om at holde sig klar til at komme til møde. Anders Fogh Rasmussen fastslog i går, at han vil bruge »den tid, der skal til« for at udarbejde et grundigt regeringsgrundlag, før han præsenterer sin nye VK-regering for dronningen. »Jeg har ry for at være temmelig grundig, og jeg vil ikke sætte mig selv under tidspres. Vi skal have sikkerhed for, at regeringens politik kan gennemføres, så en borgerlig regering kan komme stærkt fra start og vise handlekraft med det samme««, sagde Anders Fogh Rasmussen. Forventningen er, at VK-regeringen er på plads tirsdag eller onsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her