Nu har han i årevis brokket sig over de elendige forhold med tab af arbejdspladser, mange førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, flere tvangsfjernelser og uretfærdige udligningsordninger. Og det er ikke blevet bedre - vi prøver en anden. Sådan forestiller borgmester Gert Mortensen (S) sig ræsonnementet i stemmeboksene både i hans hjemkommune, Rødby, og i resten af det før så røde Storstrøms Amt, hvor Venstre ved valget fik en massiv fremgang. Selv kan han til nytår kalde sig forhenværende borgmester efter 12 højlydte år i stolen, og når han betragter det nye kommunekort over sydhavsøerne, er farven ikke bare lyseblå: »Det er sgu da blevet dybblåt, og jeg kan sådan set godt forstå folk. Vi har råbt på forbedringer og hjælp udefra i årevis, og når Venstre så kommer med sit slogan 'Tid til forandring', ja, så kan man ikke fortænke vælgerne i, at de sætter deres kryds dér. For vi trænger ved den store Gud til forandring«, siger han, der skal bruge den næste måneds tid til at finde sig et nyt arbejde i det kommunale. Ny platform eftersøges For 12 år siden fik han ganske vist orlov fra jobbet som ungdomsskoleinspektør, men at vippe sin vikar af pinden efter så mange års fravær kunne han ikke drømme om. Så der skal konstrueres en ny platform, for »familien Mortensen skal stadig have mad, selv om husherren måske godt kunne spare lidt på den konto«, som den faldne borgmester siger. Han overlader pladsen til H. Ole Sørensen (V). Nye blå kommuner Også i Stevns Kommune må den socialdemokratiske borgmester, Gina Øbakke, overlade byens nøgler til en Venstremand, Lars Asserhøj. Samme bevægelse fra S til V går over Højreby og Præstø Kommuner, mens Maribo erstatter Socialdemokratiet ned en SF-borgmester. Helt modsat går det i Stubbekøbing, hvor en Venstreborgmester går og overlader pladsen til en socialdemokrat. Selv om Gert Mortensen finder mange af årsagerne til magtskiftet i Rødby i konjunkturerne og konkrete beslutninger langt fra øen, erkender han da også, at valgresultatet kan tolkes som en skideballe fra vælgerne til de siddende politikere. »Vi har nok i manges øjne ikke gjort det godt nok, og en hel del er også utilfredse med, at jeg hele tiden har påpeget problemer her på egnen. Men det har ikke været muligt at tegne tingene i lyserødt«, siger han. Selv fik han et godt personligt valg med næsten en femtedel af kommunens stemmer ved sit navn. Endelig mener Gert Mortensen, at en del af de tilflyttede, som kommer til Lolland på grund af lave huspriser, ikke kommer rejsende med en socialdemokratisk tradition på flyttelæsset. »Vi har fået en del fugle uden så mange fjer, og de stemmer jo ved det store runde nul - ja, hvad er det nu det hedder: Dansk Folkeparti«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























