Hvis man lige ser bort fra udenrigsminister Per Stig Møller, så har de konservative ministre i den nye VK-regering ikke meget at prale af. I det hele taget er et udsnit af de særligt politisk interesserede danskere ikke videre imponerede over det, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kalder sit »drømmehold«. Venstres sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, scorer de højeste karakterer, mens den konservative trafikminister, Flemming Hansen, får den dårligste bedømmelse af et panel, som vurderede regeringens 18 ministre lige efter, at de var tiltrådt. Panelet består af cirka 550 personer, som er mere end almindeligt optaget af politik, og som benytter sig flittigt af internettet. Deres fordeling på den politiske skala svarer nogenlunde til, hvordan mandaterne er fordelt i Folketinget. De er blevet bedt om at vurdere de nyudnævnte ministres personlige gennemslagskraft og deres evne til at virke samlende og skabe flertal, ligesom panelet skulle give et bud på, hvorvidt ministrene har fået et ressortområde, der er relevant i forhold til, hvad de hidtil har været kendt for. 361 personer besvarede spørgsmålene. Ministrene har fået point efter en fire-punkt-skala, der går fra 'meget enig' til 'meget uenig'. Et stort flertal er meget enige eller overvejende enige i, at Anders Fogh Rasmussen har virket overbevisende, inden han indtog Statsministeriet, at han slår kraftigt igennem, mestrer det politiske håndværk og har fået en post, som han magter at udfylde. På skalaen - som altså går op til et 4-tal - får statsministeren karakteren 3,1. Præcis det samme som udlændinge- og europaminister Bertel Haarder (V), men en anelse mindre end sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der topper listen med karakteren 3,2. Lige i hælene på regeringens top-trekløver følger finansminister Thor Pedersen - også Venstre-mand - med en 'score' på 3,0. Han tiltros dog ikke det helt store talent for at smede et politisk forlig. Kun 12 procent mener, at finansministeren er en samlende person. God udenrigsminister Udenrigsminister Per Stig Møller befinder sig som den eneste konservative på niveau med Venstres eliteministre. Han får som Thor Pedersen et rent 3-tal, når gennemsnittet af karaktererne er regnet ud. Hele 62 procent mener, at Per Stig Møller har fået det ministerium, der passer bedst til ham. Landets nye økonomi- og erhvervsminister, den konservative formand Bendt Bendtsen, som er blevet chef for et såkaldt superministerium, høster ikke just karakterer, der er en supermand værdig: På bundlinjen står der blot 2,4. Et flertal i panelet afviser, at Bendt Bendtsen har en stor personlig gennemslagskraft, og langt de fleste er overvejende uenige eller meget uenige i, at Bendtsen har fået et ministerium, der er relevant i forhold til, hvad han hidtil har været kendt for. Selv skatteminister Svend Erik Hovmand (V), som de færreste paneldeltagere mener har haft en overbevisende karriere, får en pænere samlet karakter end Bendt Bendtsen, nemlig 2,5. Resten af ministrene ligger på det jævne - de svinger fra 2,6 til 2,9 på skalaen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er af mange udråbt som et af Fogh-regeringens stærkeste kort og har fået den sideopgave at være regeringens chefindpisker. Han har - ligesom kirkeminister Tove Fergo - fået beskedne 2,6 point, men det kan skyldes, at han indtil sin udnævnelse opererede i det skjulte som Venstres partisekretær. Over halvdelen af de adspurgte i internetundersøgelsen ved slet ikke, hvordan de skal bedømme Claus Hjort. Trafikminister får bundkarakter Ministerlistens bundskraber er trafikminister Flemming Hansen (K), der kun opnår karakteren 2,3. Så godt som ingen i panelet er meget enige i, at Flemming Hansen besidder de kvaliteter, man kunne ønske sig hos en minister. I det mindste at dømme efter det intryk, paneldeltagerne har fået af ham, inden han trådte ind i regeringen. Undersøgelsen er lavet af internetanalyseinstituttet Jureka.com i samarbejde med det politiske internet-medie Altinget.dk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























