Eksperter og organisationer skal have lejlighed til at endevende regeringens ny terrorlov på en offentlig høring for at eliminere lovsjusk, hvis det står til en række medlemmer af Folketingets retsudvalg. Venstres retsordfører kalder forslaget usagligt. Justitsminister Lene Espersen (K) præsenterer den nye lov i morgen. Samme dag vil retsudvalgets nye formand, Anne Baastrup (SF), foreslå en høring for udvalget til januar. »Jeg kan ikke forestiller mig, at der er nogen, der vil være imod det. Det er helt uden for min tankegang, at nogen kan være imod en offentlig høring i en sag af sådan en karakter«, siger Anne Baastrup til Ritzau. Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, kalder Anne Baastrups forslag for usagligt: »De aner ikke, hvordan forslaget ser ud. Og de aner ikke, hvor lang tid det får i offentligheden, efter det er fremsat«. Tænkepause Anne Baastrup mener, at politikerne bliver løbet over ende, når terrorpakken hastes igennem. Høringen skal være en tænkepause, hvor organisationer og juridiske eksperter kan fremføre deres betænkeligheder. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er parat til at støtte en høring om anti-terrorpakken. Retsordfører Sandy Brinck (S) mener, at processen er gået for stærkt men vil ikke kritisere de nye lovforslag, før hun har set dem. Også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, synes, at det lyder fornuftigt med en eksperthøring. Han advarer om, at det er svært at tage detaljeret stilling til lovene, når de gennemføres for hurtigt. DF's bekymring er dog især, at lovene kan føre til yderligere integration EU-landene imellem. Flere organisationer har udtrykt deres bekymring for det mulige resultat af et alt for stort hastværk i lovgivningsarbejdet. Det Danske Center for Menneskerettigheder har advaret mod et opskruet tempo i lovgivningen. Advokatrådet og menneskeretsorganisationen Human Rights Watch har advaret om risikoen for utilsigtet at lægge en bombe under grundlæggende rettigheder i kampen mod terrorisme.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























