Flere anholdt for voldtægt

Lyt til artiklen

Politiet anholdt mandag yderligere fire mænd i forbindelse med en formodet gruppevoldtægt af en 25-årig kvinde natten til lørdag i København. Tre af dem vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag med krav om varetægtsfængsling, mens det mandag aften endnu ikke var afgjort, om den fjerde også bliver fremstillet tirsdag, oplyser vicekriminalkommissær Jørgen Krog, Frederiksberg Politi. 11 sigtet Dermed er antallet af sigtede for voldtægt eller medvirken til voldtægt oppe på i alt 11. »Jeg ved endnu ikke, om vi så har fat på alle dem, vi skal have fat i. Det vil kommende afhøringer vise«, siger Jørgen Krog. Søndag blev tre mænd på henholdsvis 20, 22 og 24 år varetægtsfængslet, sigtet for at have deltaget i gruppevoldtægten af den 25-årige kvinde. Yderligere fire mænd blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, men de blev efterfølgende løsladt af dommeren. De er dog alle fortsat sigtet for at have forhindret kvinden i at slippe væk fra voldtægten. Fire forskellige mænd Den 25-årige kvinde har forklaret politiet, at hun blev voldtaget af fire forskellige mænd, efter at være blevet inviteret indenfor til en julefrokost, hvor der udelukkende var mænd. Hun kom gående ned ad Hillerødgade omkring klokken to natten til lørdag, da hun blev inviteret indenfor i de selskabslokaler, hvor et stilladsfirma holdt julefrokost. Herefter blev hun ifølge egen forklaring slæbt ned i gården og voldtaget af fire mænd, mens andre stod og så til og forhindrede hende i at slippe væk. Det lykkedes hende bagefter at kontakte politiet via sin mobiltelefon, der omringede festlokalet og anholdt syv af mændene. De sigtede mænd nægter sig skyldige. Ifølge Jørgen Krog er der ikke ændret på antallet af mænd, der skulle have begået fuldbyrdet voldtægt. Men det er endnu uklart, hvem af de 11 sigtede, det drejer sig om. Derfor er de sigtet for voldtægt og medvirken til voldtægt. Mødte selv op De fire nye, der blev anholdt tirsdag, mødte selv frem til afhøring hos politiet efter aftale med deres advokat. Jørgen Krog oplyser, at flere af de 11 sigtede er kendt af politiet i forvejen. Men han vil ikke udtale sig om, hvilken kriminalitet de er kendt for. Han ønsker heller ikke at oplyse, om der er fundet dna-spor i forbindelse med undersøgelsen af den 25-årige kvinde på Center for Voldtægtsofre. »Af hensyn til offeret er vi nødt til at være meget tilbageholdende med oplysninger i voldtægtssager«, siger Jørgen Krog.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her