Politiet i Roskilde har sigtet Inga Skjærris, medlem af Ramsø kommunalbestyrelse for Venstre, for valgsvindel i forbindelse med kommunalvalget. Siden valget har politiet efterforsket en sag, hvor der med kuglepen var sat et ekstra kryds ud for Inga Skjærris' navn på stemmesedler, hvor vælgerne ellers kun havde sat kryds ved Venstre og ikke ved en bestemt kandidat. Venstre i Ramsø udsendte onsdag en pressemeddelelse, hvor partiet oplyste, at politiet har sigtet Venstre-politikeren efter straffelovens §116, der handler om at forvanske resultatet af et valg. Nægter sig skyldig Inga Skjærris nægter sig skyldig, men har selv aftalt med den lokale partiafdeling, at hendes navn blev offentliggjort, oplyser Venstres gruppeformand Lars Berg Olsen. »Vi har offentliggjort sigtelsen, fordi der var 10 mennesker, som var under mistanke. Og det er ikke rigtigt, at alle så fortsat skal være under mistanke i lokalsamfundet. Vi konstaterer, at Inga Skjærris er sigtet, men vi konstaterer samtidig, at hun ikke er dømt og derfor er uskyldig til andet er bevist. Man taber ikke sine rettigheder, blot fordi man er sigtet, og derfor har vi ikke ment, at det burde have konsekvenser for hende«, siger han. Under konstitueringen i Ramsø kommunalbestyrelse har Inga Skjærris da også fået de poster, hun var tiltænkt før sigtelsen. Hun er blevet medlem af kommunens økonomiudvalg samt af social- og arbejdsmarkedsudvalget. Borgmester undrer sig Ramsøs socialdemokratiske borgmester Poul Lindor Nielsen er glad for, at Venstre nu har fortalt offentligheden, at Inga Skjærris er sigtet. »Men det undrer mig, at Inga Skjærris ikke selv har sendt den ud. Og det undrer mig, at der skulle gå fem dage, før Venstre valgte at gøre det. Der er andre mennesker, som har været til afhøring og fortsat var under mistanke i lokalsamfundet. Var Inga Skjærris gået tidligere ud, så kunne de andre have fået lidt mere ro. Jeg har også svært ved at forstå, at hun ikke har søgt orlov mens sagen kører«, siger han. Inga Skjærris selv ønsker ikke at kommentere sagen. Kandidater tæller selv stemmer Ramsøs borgmester vil efter valgsvindelen stille forslag om, at kommunen strammer kraftigt op på optællingen af stemmer fremover. På Viby kro, hvor valgsvindelen blev gennemført, har der ifølge borgmesteren været tradition for, at optællingen af personlige stemmer blev gennemført af partiets egne folk - så eksempelvis Venstre-folk optalte Venstres personlige stemmer og liste-stemmer. »Mit forslag går på, at til kommunalvalg må kandidaterne overhovedet ikke tælle de kommunale stemmer. Jeg mener også, at det fremover bør være en administrativ medarbejder, der er valgstyrer og ikke en politiker«, siger Poul Lindor Nielsen. Indenrigsminister vil stramme regler Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bebuder en stramning af optællingsreglerne på baggrund af sagen. »Jeg har aldrig været ude for andet, end at det var en god leveregel, at man aldrig nogensinde på nær i grovsorteringen var i berøring med sit eget partis stemmer. Hvis der er steder, hvor den praksis ikke bliver fulgt eller er tvivl om, at det bør være praksis, skal der rettes op på det. Og det vil jeg sikre sker - uanset om det kræver en ændring af vejledningen eller kræver en lovændring«, siger han. Forsker advarer mod overreaktion Kommunalforsker Roger Buch fra Syddansk Universitet advarer mod at overreagere på valgsvindelen. »Det sker meget sjældent, at der er sager om fejl eller svindel. Det kan godt være, at man principielt burde stramme op, så politikere helt undlod at optælle personlige stemmer, men det ville gøre afholdelsen af valg meget dyrere. Og det er umuligt at have en valgproces, hvor fejl eller svindel er totalt udelukket. Det kan være lige så problematisk, at det er ens politiske modstandere, der tæller stemmerne«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























