Løfte om garanti urealistisk

Lyt til artiklen

Det kan ikke lade sig gøre. Så kort er karakteristikken af regeringens løfte til danskerne om behandling inden to måneder - og derefter et tilbud om hjælp i udlandet eller på et dansk privathospital - fra Amtsrådsforeningen. »Amterne knokler løs i øjeblikket for at løse en langt mindre opgave: at reducere ventetiderne til tre måneder i løbet af de kommende tre år. Det betyder ekstra 20.000 operationer til næste år, og det er en rigelig stor mundfuld. At komme ned på to måneder inden sommer er ikke realistisk«, vurderer direktør i Amtsrådsforeningen Otto Larsen, som heller ikke anser sikkerhedsventilen - at sende patienter til behandlig på private eller udenlandske hospitaler - for sandsynlig. »Det er store rejsehold, vi snakker om, og jeg kan ikke se, hvem der kan påtage sig den opgave. Men endnu har vi jo ikke fået det mindste konkrete streg på et stykke papir fra regeringen, så alene af den grund bliver det umuligt at nå at gennemføre til 1. juli«, siger Otto Larsen. Ingen ro trods milliard På vegne af amterne føler han sig ikke specielt beroliget ved udsigten til de 1,5 mia. kr., regeringen vil stille på højkant til de amter, som producerer mere behandling. Endnu er der ingen meldinger om, efter hvilke kriterier pengene skal udbetales - og det udvalg, som skal bestemme retningslinjerne er endnu ikke nedsat. Amterne mødes på fredag med regeringen til de indledende drøftelser. Også i Hovedstadens Sygehusvæsen har man i forvejen store problemer med at konkretisere de ventetidsgarantier, som HS i lighed med amterne indgik med den forrige regering i sommerens økonomiaftale: Maksimalt to måneder på livstruende sygdomme og en gradvis nedbringelse til tre måneder på andre sygdomme i løbet af tre år. Selv de mere beskedne ventetidsgarantier fra den tidligere regering giver store huller i de kommende års budgetter. HS har beregnet et behov for ekstra 237 millioner kroner til næste år, men har af Københavns og Frederiksberg Kommune kun fået bevilget cirka 60 mio. kr. De økonomiske huller vokser yderligere i 2003 og 2004, og det er baggrunden for, at HS ser med dyb bekymring på det nye løfte. »Det bekymrer os meget. For vi skal jo under alle omstændigheder betale - også hvis vi ikke selv kan overholde ventetiden og derfor må sende patienterne andre steder hen«, siger lægefaglig direktør i HS Lone de Neergaard. Ministeren ærgrer sig Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ærgrer sig over den amtslige bekymring og foreslår, at de vender den negative energi til konstruktiv kraft i forårsmånederne. »Som noget nyt er der faktisk penge med denne gang, og det bliver som benzin på en forandringsmotor. I stedet for at diskutere, hvor meget motoren kører på literen og om den kommer i mål 1. juli, bør amterne kaste sig over opgaven med at forandre og forbedre kapaciteten, så vi kommer ned i nærheden af de to måneder«, siger Løkke, som understreger, at tilbuddet om behandling i andet regi til patienter, som overskrider ventetiden på to måneder, er en rettighed. »Men den modsvares jo ikke af en pligt hos mig til at udvide antallet af behandlingsmuligheder i det private eller udlandet. Det kan jeg ikke, og det er jo også langtfra alle patienter, som vil benytte sig af deres ret til at vælge en anden behandling«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her