»Ansøgere mellem 35 og 45 år foretrækkes«. Sådan lyder det med jævne mellemrum i stillingsannoncer. Men medmindre arbejdsgiveren har en klar objektiv grund til at foretrække yngre medarbejdere frem for ældre, vil den formulering snart være forbudt. Det er konsekvensen af et EU-direktiv, som regeringen er ved at gennemføre. »Man kan næppe bare have den formulering i annoncerne, medmindre man har en god begrundelse for det«, siger Susanne Christensen, konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Europæisk lov Direktivet, som svarer til en europæisk lov, blev vedtaget i november sidste år, og målet er at fjerne diskrimination og fremme ligestilling. Det nye i forhold til dansk lov er, at det også bliver forbudt med usaglig forskelsbehandling som følge af alder og handikap. Dermed får arbejdsgivere ikke blot sværere ved at foretrække yngre frem for ældre i for eksempel stillingsannoncer uden at have en god grund til det, men de får også vanskeligere ved at fyre ældre medarbejdere. »Der er stadig diskrimination af ældre medarbejdere. Direktivet vil sætte fokus på det, for diskrimineringen vil blive mere synlig, og den ønsker man at stoppe. Du vil få en åben diskussion og debat om, hvorfor man foretrækker nogle frem for andre, og det er positivt«, siger Ib Wistisen, faglig sekretær i LO. Godt nok behandler Afskedigelsesnævnet få sager om usaglig afskedigelse på grund af alder. Nævnet tager sig af de sager, lønmodtagere og fagforeninger finder urimelige. Men tal for ledigheden viser, at mens blot 2,9 procent af unge mellem 16 og 24 år er arbejdsløse, er ledigheden blandt de 50-66-årige på 5,8 procent. Først debat i organisationer Det er regeringens ansvar at gennemføre direktiver, men i første omgang skal organisationerne traditionen tro drøfte, hvordan de kan indføre bestemmelserne i overenskomsterne. LO er meget glad for direktivet. »Vi er positive, fordi både intentionerne og idéerne bag direktivet er, at man vil skabe en reel ligestilling og fjerne forskelsbehandling«, siger Ib Wistisen. Susanne Christensen fra DA mener ikke, at de nye regler vil volde arbejdsgiverne stort besvær. »Jeg tror ikke, det bliver et stort problem for virksomhederne. Når man ser på, hvordan arbejdsstyrken udvikler sig, vil der være brug for alle hænder«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























