Flere penge til kræft end beregnet

Lyt til artiklen

Kræftbehandlingen kostede sidste år mellem 100 og 200 millioner kroner mere, end amterne havde budgetteret med. De ekstra udgifter er gået til at leve op til den forhenværende regerings garanti om, at alle kræftpatienter har krav på behandling, hvis virkningen er dokumenteret. Også selv om behandlingen ikke kan helbrede sygdommen, men kun forlænge livet med en kortere periode eller forbedre livskvaliteten i den sidste tid. Forstår ikke kritik »Vi har leveret det, der er aftalt i kræftplanen og mere til - netop fordi regeringen kom med en melding om, at økonomi og kapacitet ikke må være en begrundelse for at afslå behandling«, siger formand for amternes sygehusudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S). »Derfor har jeg svært ved at forstå den kritik, der nu rejses af kræftbehandlingen. Det er rigtigt, at vi på et tidspunkt var bagefter, men netop derfor fik vi jo kræftplanen. Og den kører vi efter - så godt og vel endda«. En række kræftlæger blev søndag i Jyllands-Posten citeret for, at et stort antal patienter ikke får tilbudt livsforlængende behandling, fordi den er for dyr. På den baggrund kritiserede Venstres sundhedspolitiske ordfører Jørgen Winther i går i Politiken, at danske kræftpatienter opgives for tidligt. Kritik undersøges Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har nu bedt Kræftstyregruppen om at se nærmere på den rejste kritik. »Derfor kalder vi gruppen ind for at høre, om der er konkrete eksempler på behandlinger med dokumenteret virkning, som ikke gives. Hvis det er tilfældet, er det i strid med forhenværende sundhedsminister Arne Roligheds (S) løfte fra i sommer«, siger formand for Kræftstyregruppen, kontorchef Steen Werner Hansen, Sundhedsstyrelsen. Kræftstyregruppen blåstemplede i sommer en række nye behandlingsformer, herunder behandlinger, der ikke decideret helbreder, men virker livsforlængende eller forbedrer livskvaliteten. »Dermed er alle dokumenterede behandlinger med på listen over de tilbud, der skal gives patienterne. Mig bekendt er der ikke kommet nye, dokumenterede behandlinger til siden«, siger Steen Werner Hansen. »Så hvis der er konkrete eksempler på, at patienter ikke får de behandlingstilbud, de skal have, kan det skyldes, at pengene fra bloktilskuddene til amterne ikke når ud på de enkelte sygehusafdelinger«. Men det afviser Bent Hansen. »Vi følger planen - det fremgår af budgetoverskridelserne. Så hvis der skal gøres endnu mere, så skal hele kræftplanen revideres, og så skal der en større check til fra regeringen«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her