Lidt ude - lidt inde. I Socialdemokratiet må man ikke have dobbeltmandater. Det blev et problem for Freddy Blak, da han blev valgt til byrådet i Næstved, for han sidder også i EU-parlamentet. I et brev fra partisekretæren blev han bedt om at søge orlov fra parlamentet, hvis han ville fortsætte som socialdemokrat og sidde i byrådet i Næstved. Ellers ville han blive ekskluderet. Tirsdag var der så det første møde i byrådet i Næstved. Men inden da nåede Blak at melde sig ud af partiet - i Europaparlamentet er han nu løsgænger i venstrefløjens gruppe, men stemmer stadig socialdemokratisk; og i Næstved har han lavet en aftale med socialdemokraterne, så han stadig er medlem af gruppen med samme rettigheder som de andre medlemmer. Selv kalder han det »orlov« og »administrativ udmeldelse«. »Hvis jeg var blevet ekskluderet, så havde jeg lavet partiskadelig virksomhed. Nu har jeg bare ikke fulgt nogle regler, og så siger man, at jeg ikke kan være medlem af partiet og sletter mig fra medlemslisten. Det er et teknisk begreb«, siger Freddy Blak. Han forstår godt partiets regler: »Men de har jo selv brudt alle de regler. F.eks. med Arne Rolighed. Der bøjede man reglerne, for han var ikke medlem af partiet, som han skulle være for at blive minister«, siger Freddy Blak, der højst sandsynligt vil melde sig ind i partiet igen om to et halvt år, når hans periode i Europaparlamentet udløber. Den socialdemokratiske partisekretær, Willy Stig Andersen, har denne kommentar: »Freddy Blak har meddelt den socialdemokratiske gruppe i Europaparlamentet og i Næstved Byråd, at han har meldt sig ud af partiet. Han har sendt os et tilsvarende brev, og så har vi ikke yderligere kommentarer«. Dermed burde sidste kapitel være skrevet: »Fra min side er den her sag slut, når jeg går i seng i aften. Så gider jeg ikke diskutere det mere«, siger Freddy Blak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























