Formanden for Danmarks 3.500 deltidsansatte brandmænd, som står i forreste række ved brande og ulykker uden for de fire store byer, advarer indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mod at fyre Beredskabsstyrelsens skolechef, Bjarne Kjems, der også er formand for Redningsrådet. Skolechefen er indstillet til fyring, efter at han har kritiseret Beredskabsstyrelsen og advaret mod pengespild i det danske beredskab mod store ulykker, orkaner, kemikalieuheld eller terrorangreb. »Hvis Bjarne Kjems bliver fyret, så hører al fornuftig tankegang op. Det er en befrielse, at vi her for en gangs skyld ser en statslig embedsmand, der tager bladet fra munden og siger det, vi alle sammen ved«, siger Karsten Andersen, der er formand for Landsklubben For Deltidsansatte Brandfolk og dermed for de 3.500 brandmænd, der arbejder for Falck og de kommunale brandvæsener uden for de fire store byer. Som tidligere omtalt i Politiken har Beredskabsstyrelsens direktør, Frederik Schydt, indstillet til Indenrigsministeriet, at Bjarne Kjems bliver afskediget fra sit ledende job i Beredskabsstyrelsen, efter at han har skrevet en artikel, hvori han efterlyste samarbejde mellem styrelsen og de kommunale beredskabschefer og advarede mod pengespild i det statslige beredskab. Fuld opbakning Det har fået Landsklubben For Deltidsansatte Brandfolk til at skrive til Indenrigsministeriet og udtrykke »fuld opbakning til Bjarne Kjems i denne sag«. »Det er landsklubbens opfattelse, at den af Bjarne Kjems fremførte kritik er saglig og fagligt velbegrundet, idet utallige beredskabsfaglige interessenters forsøg på samarbejde med Beredskabsstyrelsen er blevet mødt med fornærmelse og bedreviden fra direktør Schydts side«, skriver landsklubben i brevet. Formand Karsten Andersen siger, at det er vigtigt, at der ikke er nogen, der bliver »slagtet uden grund«, og han har ikke hørt andre end Beredskabsstyrelsen modsige de argumenter, som Bjarne Kjems har fremført. Det er Karsten Andersens medlemmer, der står i forreste række, når uheldet er ude, og i 98 procent af alle udrykninger klarer brandvæsenerne i kommunerne selv. I de sidste tilfælde kalder de assistance - først fra nabokommuner og dernæst fra det statslige beredskab. »Vi kan se, at der slet ikke er behov for det statslige beredskab i den form, det har nu«, siger Karsten Andersen, der mener, at man kan spare halvdelen af det statslige beredskab væk. »Frederik Schydt kæmper selvfølgelig for at bevare sin mastodont ude i Birkerød, men der ligger nemt en besparelse på 100 millioner kroner på det statslige beredskab. Vi mener så ikke, at man bare skal spare alle de penge væk, men i stedet bruge dem på at styrke brandvæsenerne ude i kommunerne. Beredskabsstyrelsens materiel er langt bedre og nyere end vores. Vi kører rundt i forældede køretøjer og har hårdt brug for noget nyt grej«, siger Karsten Andersen. 116 mio. kan spares Han støtter sig til et forslag fra Foreningen af Kommunale Beredskabschefer om at reducere antallet af statslige beredskabscentre fra seks til to, hvilket skulle give en besparelse på 116 millioner kroner. Forslaget blev, da det blev fremlagt sidste forår, blankt afvist af Beredskabsstyrelsen, og samarbejdet mellem parterne blev stærkt nedkølet. Ved at give Beredskabsstyrelsen et hovedansvar for det dårlige samarbejde har skolechef Bjarne Kjems bragt sig i unåde hos sin direktør, men han støttes af brandmændene. »Det er vores formening, at de uoverensstemmelser, der er med direktøren på den ene side og de andre interessenter på den anden side, alene kan tilskrives direktør Frederik Schydt«, skriver landsklubben til ministeriet. Politiken forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra direktør Frederik Schydt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























