Alge kan hjælpe syge

Lyt til artiklen

En alge i havet ud for Sydney i Australien kan blive redningen for mennesker med alvorlige infektioner. Danske og australske forskere har opdaget, at algen indeholde stoffer, som modvirker dannelsen af bakterier og det kan hjælpe patienter med lungesygdommen cystisk fibrose. Også mennesker, der rammes af infektioner efter at have fået nye hjerteklapper eller en kunstig hofte, kan behandles med stofferne. Første forsøg om fem-seks år Ifølge lektor i mikrobiologi ph.d. Michael Givskov, Danmarks Tekniske Universitet i København, er stofferne fra algerne kopieret syntetisk og foreløbig afprøvet på mus og rotter med godt resultat. Han skønner, at de første patienter med cystisk fibrose kan behandles i et forsøg om fem-seks år. »I øjeblikket findes ingen god behandling mod cystisk fibrose. Patienterne får antibiotika og det har kun ringe effekt på det slim, som de danner i lungerne. Det samme gælder de bakterier, som ofte dannes på kunstige organer indopereret i kroppen. Ved i stedet at behandle med de stoffer, der findes i algerne, kan man nedsætte dannelsen af bakterier«, siger Michael Givskov. Han har ledet forskningen i samarbejde med afdelingen for klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet. Bedre chance til immunforsvaret Når dannelsen af bakterier i lungerne eller omkring kunstige organer nedsættes, får kroppens eget immunforsvar en større chance. Dermed vil nogle patienter helt slippe for antibiotika, andre kan nøjes med mindre doser. »Det er opløftende, at det lader sig gøre at bekæmpe infektioner med andet end traditionel antibiotika. Antibiotika har den store ulempe, at bakterierne bliver resistente, hvilket ikke sker med de nye stoffer«, siger Michael Givskov. Resultaterne af de første forsøg med algestofferne er netop offentliggjort i det videnskabelige magasin Microbiology.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her