Bortførelse uden klart motiv

Lyt til artiklen

Motivet fortaber sig, efter at to unge mænd mandag aften overfaldt en familie i Brønshøj og bortførte den 18-årige datter. Et par timer senere blev de anholdt ved Christiania og pigen befriet. Ved et grundlovsforhør blev de tirsdag varetægtsfængslet i fire uger for røveri og frihedsberøvelse. Uklar forklaring De to mænd på 19 og 21 år kommer fra Solrød. Den ene er ustraffet, mens politiet blot kender den anden fra lidt småkriminalitet. I retsmødet var de yderst fåmælte. Den ene nægtede at udtale sig. Den andens forklaring var meget uklar. »Vi går og spørger, hvad motivet kan være. Der kan muligvis være noget med en kammerats kammerat, men det er meget tåget«, siger vicekriminalkommissær Erik Kjærgaard fra Station Bellahøj. De to mænd ringede på døren til en villa på Tryggevældevej omkring klokken halv ti mandag aften og spurgte om vej. I huset bor en mor med sine to døtre. Da de åbnede døren, tog mændene hætter over hovedet, trængte indenfor og truede med en pistol. De forlangte at få penge og nøglerne til bilen i carporten. Fik 100 kroner De fik 100 kroner, hvorpå de med håndjern lænkede moderen og den yngste datter til vandrør i badeværelset. Den ældste datter tog de med og forsvandt i familiens bil. Moderen fik senere kaldt en overbo i huset til hjælp, og politiet indledte jagten på bilen med bortførerne. Ved 11-tiden blev de anholdt ved en større politiaktion ved Christiania, hvor de havde været inde og købe hash. Hverken den bortførte datter, moderen eller den anden datter har lidt fysisk overlast. Bortførernes pistol viste sig at være en attrap-model, der ikke kan skyde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her