Selv om VK-regeringen ventes at skære i øststøtten for at finde besparelser på finansloven, skal det på ingen måde opfattes som svækket dansk interesse for de østeuropæiske lande og bestræbelserne på at få dem med i EU. Det fastslår statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). På sit ugentlige pressemøde onsdag ville statsministeren ikke bekræfte forlydenderne om, at der er besparelser på den såkaldte Mifresta-ramme - støtte til miljø-, freds- og stabilitetsprojekter - når regeringen 29. januar offentliggør sit forslag til finanslov. Men han understregede, at Danmarks holdning til de østeuropæiske lande er uændret. »EU's udvidelse med de østeuropæiske lande er en af regeringens allerhøjeste udenrigspolitiske prioriteter. Derfor er vi i gang med at analysere, hvordan øststøtten i endnu højere grad kan målrettes til at forberede landene til optagelse«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Danmark vil også i årene frem til udvidelsen være en af de primære bidragydere til landene, ikke mindst i Østersøregionen. Men det er urealistisk at regne med, at øststøtten kan bevares uændret i de kommende år. For når en række af landene bliver medlemmer af EU, så skifter de jo også karakter og står over for en helt ny udfordring. Så under alle omstændigheder er der behov for en kritisk vurdering, mente statsministeren. »Der ligger ikke i det nogen nedprioritering af indsatsen for at få de østeuropæiske lande med i EU«, sagde Fogh. Regeringen har opbakning fra Dansk Folkeparti til en eventuel besparelse på østmiljøstøtten. »Vi har ikke noget religiøst forhold til, hvor besparelserne skal falde på det område, så vi har ikke noget imod, at det bliver på øststøtten«, siger Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis gruppeformand, ifølge Ritzau. Socialdemokratiet og de radikale beskylder allerede nu VK-regeringen for forligsbrud, fordi Anders Fogh Rasmussen både i denne uge og i sidste uge i folketingssalen har afvist at give en klar melding om, hvorvidt regeringen vil leve op til en aftale fra 1998 om, at den såkaldte Mifresta-ramme i 2005 skal være på 0,5 procent af bruttonationalindkomsten, BNI. Statsministeren afviste beskyldningen, fordi V og K allerede under valgkampen gjorde det klart, at der skal spares 1,5 mia. kr. på ulandsbistanden, og fordi regeringen endnu ikke har afgjort, hvad niveauet skal være i 2005. God forretning Danmarks miljøbistand til landene i Østeuropa har i øvrigt vist sig at være lidt af et guldæg for danske virksomheder. For hver krone, der gives i miljøstøtte til Østlandene, får danske virksomheder to kroner tilbage i form af eksport og projektdeltagelse, anslår forskningsprofessor Mikael Skou Andersen, Danmarks Miljøundersøgelser, som i 1998 gennemførte en evaluering af øststøtten. »Vi regnede os meget konservativt frem til en returprocent (betegnelsen for, hvor meget et donorland får tilbage i forhold til bistanden, red.) på 130. Men siden er en række store projekter, finansieret af blandt andet Verdensbanken, gået igennem, så den reelle returprocent ligger nok tættere på 200«, siger Mikael Skou Andersen. Han betegner resultatet af evalueringen i 1998 som tilfredsstillende. »Det var absolut et pænt resultat i forhold til, at det er så svært at give bistand på en effektiv måde«, siger Mikael Skou Andersen. Den samlede danske øststøtte var i 2001 på 1,4 milliarder kroner, hvoraf lidt over en milliard gik til miljøstøtte. Hovedparten af projekterne er gennemført af Miljø- og Energiministeriet, mens en række andre ministerier, blandt andet Indenrigsministeriet, Boligministeriet og Trafikministeriet, hver især har gennemført miljøprojekter. Danmark er i øjeblikket den største donor i Østeuropa på miljøsiden. »Det, Danmark giver, bliver ikke rigtig matchet af andre lande. Så selv efter en eventuel nedskæring vil vi stadig være en ret stor donor med et stort program«, påpeger Mikael Skou Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























