Forsvarsministeriet er klar til for første gang at bruge det tunge skrivebordsskyts over for de indbyggere på Christiania, som på tværs af både fristadens eget kollektive styre og samfundet udenfor har bygget et nyt hus på et fællesareal. En alvorlig sag Fredag klokken 12 skal Christiania være klar med en plan for at fjerne det nybyggede hus, der mest af alt ligner et sommerhus. Samtidig kræver Forsvarsministeriets Fæstnings- og Natursekretariat, at låsene fjernes fra en boldbane og skydeport fra en parkeringsplads lige i nærheden af sommerhuset og Info-huset i den sydlige del af bydelen. »Vi ser meget alvorligt på sagen. Vi har for længst gjort Christiania opmærksom på, at der ikke må opføres et hus på et fællesareal, som det er sket«, siger sekretariatsleder Rikke Solberg fra Forsvarsministeriet. Dialog virkede ikke Siden november har ministeriet og Christiania været i dialog om uregelmæssighederne, og alligevel er det omstridte sommerhus vokset op af grunden uden de nødvendige tilladelser. Forsvarsministeriet bebrejder i sit seneste, skrappe brev til Christiania, at selvstyret ikke selv har formået at holde orden: »Kontaktgruppens passivitet har indtil videre betydet, at nybyggeriet i Sydområdet ikke blev forhindret«, hedder det i brevet. »Info-huset blev genopført på fundamentet af det nedbrændte Info-hus, og det er ganske vist en smule for bredt og for højt i forhold til lokalplanen, men det har vi indtil videre valgt at se igennem fingre med. Men det andet hus - det, som efterhånden hedder sommerhuset - er genopført på en helt anden grund, og det er altså i strid med alt: lokalplan, rammeaftalen for Christiania og loven om fristaden. Det gælder i øvrigt også forskansningen - eller privatiseringen - af området«, siger Rikke Solberg. Husejere med rockerrelationer Ifølge Politikens oplysninger er det en christianit med rockerrelationer og flere narkodomme bag sig, der står bag opførelsen af det ulovlige hus. Han er en del af den personkreds, som kommer i Info-huset. Området omkring Info-huset spiller en rolle i en sag om indsmugling af et ton hash til en markedsværdi på 30-50 mio. kr. Politiet har anholdt syv i sagen, heraf en af beboerne fra området omkring Info-huset. Beboeren bliver anset for at være smuglerbagmandens højre hånd og har tilknytning til Bandidos-supportergruppen X-teames. Ifølge vicekriminalinspektør ved Københavns Politis narkotikaafdeling Oscar Brandt Larsen er politiet overbevist om, at hovedparten af hashleverancen skulle sælges på Christiania. »Info-huset har tidligere været genstand for politirazziaer. I oktober 1999 ransagede politiet ejendommens syv lejligheder og beslaglagde hash og anabolske steroider. I en af lejlighederne fandt man 2,5 kilo hash. I august sidste år fandt politiet under en flise tæt på Info-huset 2,4 kilo hash og i husets cykelskur yderligere 200 gram hash. Lidt længere fra huset fandt politiet en ny, halvautomatisk maskinpistol gravet ned.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























