UC2 afskediger sit personale

Lyt til artiklen

Udviklingscentret for undervisning og uddannelse af tosprogede børn, unge og voksne (UC2) har af Undervisningsministeriet fået besked på at afskedige centrets otte medarbejdere pr. 31 januar. Centerbestyrelsen vil arbejde videre for, at centrets opgaver kan videreføres i et andet regi. »Der er ikke andre centre, som det er naturligt at slå os sammen med. Vi er et videnscenter, der rådgiver både skoler, skoleledere, kommuner og ministeriet selv«, siger centerleder Anne Frobergtil Ritzau. Hun frygter, at centret store viden vil blive spredt for alle vinde, hvis nedlæggelsen fastholdes. Lærerforening: Vanvittigt Formanden for pædagogisk udvalg i Danmarks Lærerforening, Jørgen Stampe, har tidligere betegnet det som fuldstændigt vanvittigt at nedlægge centret. »Vi står over for et af Danmarks største problemer, nemlig at klare integrationen af tosprogede, og så vil man nedlægge et videnscenter på det område. UC2 er oven i købet meget praksisorienteret«, siger Jørgen Stampe til Ritzau. Kommuner ønsker undervisning Flere kommuner har bebudet et ønske om at fortsætte modersmålsundervisning. Kommunalpolitikere fra bl.a. V og EL har sendt et brev til undervisningsminister Ulla Tørnøs (V), hvori de beder staten om fortsat at støtte undervisningen. Den borgerlige regering har bebudet et lovforslag, der vil afskaffe modersmålsundervisningen som et obligatorisk tilbud. København, Randers, Århus, Esbjerg, Odense, Frederiksberg og Ålborg kommuner ønsker imidlertid at bevare tilbuddet på grund af god erfaring med, at modersmålsundervisning generelt letter udenlandske børns indlæring af dansk. »Der er fuldstændig enighed blandt alle fagfolk, nationalt såvel som internationalt, om værdien af modersmålsundervisningen. Det svarer også til de erfaringer, vi har gjort i København,«, siger den københavnske uddannelsesborgmester Per Bregengaard (EL) til Ritzau. Rådmand Jan E. Jørgensen, børne- og undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune, er enig: »Det er ikke min holdning, at modersmålsundervisningen skal væk. Ifølge sprogforskere er det en fordel for at lære dansk, og jeg har intet belæg for at sætte mig op mod sagkundskaben«, sagde Jan E. Jørgensen den 3. december til Politiken. Per Bregengaard (EL) finder det sandsynligt, at Københavns Kommune vil fortsætte modersmålsundervisningen, uanset statsstøtten falder bort. Han skønner, at undervisningen i øjeblikket koster ni millioner kroner, heraf betaler staten de otte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her