Flere dropper tandlægen

Lyt til artiklen

Mange dårligt stillede danskere dropper de regelmæssige besøg ved tandlægen. Resultatet er, at Danmark har mange tandløse sammenlignet med andre europæiske lande. Derfor er der brug for en voksentandplejeordning, der tager hånd om de svageste, siger professor i samfundstandpleje Poul Erik Petersen, Tandlægeskolen på Københavns Universitet. En stor dansk-svensk undersøgelse fra tandlægeskolerne i København og Malmø viser, at hver 5. dansker i alderen 55 til 69 år enten har mistet alle sine tænder eller mangler alle tænder i enten over- eller undermund. I Sverige udgør de to grupper tilsammen 10 procent. Cirka 80 procent af den voksne danske befolkning går regelmæssigt til tandlægen. I restgruppen finder man blandt andre kontanthjælpsmodtagere og de dårligst stillede pensionister. Stort fald i tilskud Dansk Tandlægeforenings tal viser, at det offentlige tilskud til tandlægeregningen fra 1980 til 2000 er faldet fra 44,1 til 19,6 procent. »Det øger risikoen for, at vi aldrig slipper af med den sociale ulighed. Når det drejer sig om de ældre og de socialt dårligt stillede, har vi en stor opgave at løse«, siger Poul Erik Petersen. Både han og Tandlægernes Nye Landsforening, hvis medlemmer er offentligt ansatte, foreslår, at der bliver brugt flere penge på opsøgende arbejde for at få fat i de sidste 20 procent. Forsøgsprojekter i Ballerup og Herlev viser, at det betaler sig. Men det kræver en lovændring. I dag må kommunerne kun lave opsøgende arbejde, hvis det godkendes som forsøgsprojekter. Minister tror ikke på dårligere tandsundhed Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at tallene landene imellem kan sammenlignes: »Jeg køber ikke den med, at vi skulle have en generelt dårligere tandsundhed. En rådden udtrukket tand hos en ældre dansker tæller ned i forhold til en rådden tand, som sidder i munden på en polak eller en græker«. Ministeren er åben over for at give kommunerne mulighed for at lave mere opsøgende tandpleje.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her