Info-huset forsvarer sig mod beskyldninger

Lyt til artiklen

Beboerne i det omstridte Info-huset på Christiania går nu skarpt i rette med de beskyldninger, som fra flere sider er rejst imod dem i de seneste uger. Samtidig åbner christianitterne for en fredelig løsning på den aktuelle strid med Forsvarsministeriet om opførelsen af et ulovligt hus, som blev bygget, selv om Christiania på forhånd havde fået adskillige advarsler. Københavns Politi har flere gange peget på, at Info-huset i det såkaldte Prærieområde, er omdrejningspunktet for en større hashsag, og at beboerne har tætte relationer til rockergrupper. Fik et ultimatum Og i sidste uge samlede interessen sig igen om Info-huset, da forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) stillede et ultimatum om, at Info-huset skulle afmontere låsene til en parkeringsplads og en boldbane, der ligger ved huset. Begge krav blev opfyldt lørdag den 12. januar, og tilbage står stridsspørgsmålet om det nærliggende nybyggede hus, der er opført ulovligt i forhold til lokalplanen, og som forsvarsministeren kræver fjernet snarest, hvis Christiania vil undgå sanktioner og bulldozere. Brev fra infohuset Men Info-huset forsvarer sig mod rockeranklagerne i et brev til Fæstnings- og Natursekretariatet (FNS) dateret den 17. januar, som Ritzau har fået fat i. »Kendsgerningen er, at en beboer i Info-huset har to barndomsvenner, der i 1994 besluttede sig for at blive Hells Angels, men det var dem, der valgte at gå den vej - ikke beboeren i Info-huset. Så derfra og til at sige, at vi er rockerrelaterede, og at Info-huset er en rockerborg, er i vores øjne en ekstrem overdrivelse«, skriver beboerne i Prærieområdet. De mener også, at politiet fordrejer sandheden, når det siger, at det er en beboer i Info-huset, der er hovedmanden i en større hashsag om indsmugling af godt et ton hash. »Den omtalte mand bor godt nok i Prærieområdet, men ikke i Info-huset«, skriver de. Som forklaring på, hvorfor christianitterne har valgt at opføre et hus på fællesarealet og ikke på en godkendt byggegrund, forklarer beboerne, at både Info-huset og et nabohus nedbrændte i 1997. Siden er Info-huset genopbygget i fuld forståelse med FNS, mens beboerne derimod fik forbud mod at genopføre nabohuset. I stedet udpegede FNS to alternative byggegrunde, som kunne benyttes, men af ukendte årsager besluttede et fællesmøde på Christiania at opføre huset et helt tredje sted på det fællesareal, hvor det står i dag. Sekretariatsleder Rikke Solberg fra FNS mødes mandag aften med Christianias kontaktgruppe for at rede trådene ud, men ifølge Ritzaus oplysninger vil Forsvarsministeriet om kort tid udstede et påbud om, at det ulovlige hus skal være fjernet eller flyttet i løbet af fire uger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her