Socialminister drukner i råd

Lyt til artiklen

Regeringens plan om at give de svageste danskere deres LO er endt i en farce. I stedet for et enkelt nyt råd, som blandt andet skulle erstatte fire følgegrupper, er socialminister Henriette Kjær (K) landet i et sandt bunkebryllup i sit ministerium, stik imod regeringens øvrige politik. Hun vil onsdag søge om fire millioner kroner til at indfri statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) løfte fra valgkampen om Rådet for Socialt Udstødte. På forhånd er hun sikret ja fra Dansk Folkeparti. Men i forvejen findes der fire følgegrupper for hjemløse, alkoholikere, sindslidende og narkomaner i ministeriet, som laver det samme arbejde. Derfor vil Henriette Kjær fjerne dem, men nu spænder Socialdemokratiet, de radikale og SF ben. De har vetoret, og den vælger de at benytte. De radikales ordfører Margrethe Vestager sammenligner den nye virkelighed med en gartner, som netop har slået græsplænen. Straks efter ringer politikerne efter en ny gartner, som så skal slå græsset igen. Altså dobbeltarbejde. Dobbeltarbejde Politikerne er enige om, at det betyder dobbeltarbejde - bare ikke hvis skyld det er. De tre partier mener, at det er ministerens skyld. De stemmer nej til det nye råd, fordi regeringen selv vil udpege medlemmerne. Dermed forsvinder uafhængigheden, når rådet skal revse regeringens indsats, lyder kritikken. Sludder, siger socialministeren. Hun gør nøjagtig, som den tidligere regering gjorde i en række tilfælde, og så tilføjer hun, at hun endda har tilbudt oppositionen at komme med forslag til medlemmer. »Ja, der vil komme dobbeltarbejde, men det er oppositionspartierne medvirkende til. Jeg tror sådan set, at de synes, at rådet er en god ide, men de er forsmået. Det er deres måde at reagere på, og det kan jeg jo ikke gøre noget ved«, siger hun. Vestager: Spild af penge Margrethe Vestager kalder det for spild af skatteborgernes penge. »Vi kommer jo til at spilde gode menneskers tid - ud over at vi selvfølgelig også kommer til at spilde skatteborgernes penge«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her