Brixtofte skal bøde for milliontab

Lyt til artiklen

Farum-borgmester Peter Brixtofte (V) risikerer at blive draget personligt til ansvar for milliontab efter, at staten har smækket pengekassen i for et byggeri af ungdomsboliger, skriver Berlingske Tidende. Med tidligere direktør for Finanstilsynet, Eigil Mølgaard, i spidsen, forsøger Borgerlisten i Farum at gøre borgmester Peter Brixtofte personligt ansvarlig for det økonomiske tab efter statens beslutning om at bremse tilskuddet til 59 ungdomsboliger. Brixtofte er personligt ansvarlig Mandag smækkede regeringen kassen i, fordi kommunen og boligselskabet Farumsødal brød udbudsreglerne ved at give byggeopgaven direkte til entreprenør Kay Wilhelsen. Den lovovertrædelse var så grov og bevidst, at Brixtofte kan have pådraget sig et personligt ansvar, mener Borgerlisten, der har Eigil Mølgaard som formand. Truer med sag Listens nyvalgte byrådsmedlem, Paul Wachtell, siger: »Peter Brixtofte blev advaret om, at det var i strid med reglerne. Hvis undersøgelsen viser, at vi kan holde ham personligt, økonomisk ansvarlig, fordi han har brudt loven med forsæt og dermed påtaget sig et personligt ansvar, så lægger vi sag an mod ham. Det ved Gud vi gør«, siger Paul Wachtell. Ikke mindst den populære og egenrådige borgmesters udtalelser om, at de tabte 15 mio. kr. over 50 år er småpenge, har sat sindene i kog hos Borgerlisten - som bl.a. blev dannet i stigende frustration over Farums demokratiske underskud. 'Han skal overholde loven' »Magen til arrogance har vi aldrig set. Hvis 15 mio. kr. er småpenge, kan Brixtofte muligvis betale dem selv. Det er trods alt 700 kr. pr. Farum-borger. Og Brixtofte skal standses nu. Han skal følge loven som du og jeg. Men dette er ikke en personlig hetz. Jeg sætter pris på Brixtofte, som er en elskelig mand«, siger Paul Wachtell. Brixtofte: Mølgaard skal blande sig udenom I spidsen for listens undersøgelse står Eigil Mølgaard, der forlod Finanstilsynet i 1996. Under Mølgaards ledelse blev tilsynet beskyldt for at have bøjet reglerne - bl.a. til Danske Banks fordel - da den danske finanssektor gik i knæ i starten af 1990erne. Borgmester Peter Brixtofte tager sagen med ro. »De må undersøge hvad som helst. Det kommer der ikke noget ud af. Det kommer ikke til at koste en skid. Jeg mener slet ikke, at Eigil Mølgaard skal blande sig i det her. Hvis jeg var ham, var det det sidste, jeg ville blande mig i«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her