Politiet i Skanderborg forsøger fortsat at identificere det lig, som lørdag formiddag blev fundet i havnen i Hou ved Odder. I et forsøg på at få identificeret det manden, offentliggjorde Skanderborg Politi søndag eftermiddag et billede af hans ansigt. Ved 17.30-tiden var politiet stadig på bar bund i sagen, da den dræbte mand tilsyneladende heller ikke er meldt savnet i andre politikredse i Danmark, fortæller kriminalinspektør Steen Edeling i kriminalpolitiet i Skanderborg. Obduktionen af liget lørdag aften viste, at den 50-55-årige mand er blevet ramt af et kraftigt skud i ryggen, hvorefter projektilet fortsatte gennem brystkassen og dræbte ham. Desuden havde han snitsår på siden af halsen. »Vi antager, at han er skudt på meget kort afstand, og det er helt sikkert, at det er skuddet, han døde af. Det forårsagede nogle kraftige indre blødninger og ødelagde flere organer«, siger Steen Edeling. Da manden blev fundet, var hans hænder bundet sammen på ryggen. Hvordan han var bagbundet, vil Steen Edeling af hensyn til den videre efterforskning ikke komme nærmere ind på endnu. »Men jeg kan da sige, at der var tale om en kraftig bagbinding med flere omsnøringer«, siger han og afslører endvidere, at fødderne var fri, men at det ikke kun var hænderne, der var bundet sammen. Ligets fingeraftryk er nu undersøgt i politiets registre for fingeraftryk, men heller ikke den undersøgelse gav noget resultat. Manden figurerede nemlig ikke i registret i forvejen. Projektilet, der dræbte den ukendte mand, er nu sendt videre til tekniske undersøgelser, der skal fastslå, hvilket skydevåben der er blevet brugt. »Det er ikke nogen lille kaliber, det er i hvert fald ikke et pistolskud, men snarere et gevær af en slags, der er blevet brugt«, siger Steen Edeling til Ritzau. Søndag formiddag har politet haft assistance fra 25 hjemmeværnsfolk, der har undersøgt området ved Hou Havn. Resultatet blev dog det samme, som da politiets hunde lørdag eftermiddag gennemsøgte området. De fandt ikke noget mistænkeligt. Den dræbte har højst været død i to døgn, da han blev fundet af en pensionist, der tog ned på havnen for at se til sin båd efter et kraftigt blæsevejr. Politiet i Skanderborg vil meget gerne i kontakt med folk, som har været på Hou Havn i perioden fra torsdag formiddag til lørdag formiddag, da liget blev fundet klokken 10.20. »Det er svært at komme videre med efterforskningen af drabet, så længe vi ikke ved, hvem manden er«, siger Steen Edeling.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























