Mens Tænketanken om Integrationsindsatsen i Danmark næppe får succes med at sænke mindstelønnen for udlændinge, høster en anden idé fra tænketanken til gengæld ros. Formand Erik Bonnerup foreslår, at kommunerne og sprogcentrene flytter undervisning i dansk ud på arbejdspladserne. »Når udlændingene går til dansk på et sprogcenter om dagen, er det svært for dem samtidig at passe et arbejde. Hvis undervisningen derimod foregår på arbejdspladsen, sikrer man, at indlæringen passer til arbejdsmarkedet. Og det er blandt danske kolleger, at man lærer dansk bedst«, siger Erik Bonnerup. Tænketanken taler også for, at danskundervisningen skal foregå på flere niveauer end i dag. »Det er uheldigt, når eksempelvis en afghansk læge får undervisning sammen med analfabeter. Han har helt andre forudsætninger, og han har brug for at lære andre dele af sproget«, siger Erik Bonnerup. I lønmodtagerorganisationen LO støtter næstformand Tine Brøndum ideen. »Vi er meget enige i, at man bør rette fokus mod at lære folk 'arbejdspladsdansk'. Der er gode erfaringer med metoden, og udlændingene kan bruge deres danske på de konkrete ting, de arbejder med«, siger hun. Kommunerne vil stå med den praktiske opgave. KL er positive over for at rykke sprogundervisningen ud på arbejdspladserne. »Vi har længe talt for at gøre sprogundervisningen mere fleksibel. Blandt andet, at det skulle være muligt at blive undervist på arbejdspladsen. Praktiske erfaringer viser, at det giver langt bedre resultater«, siger næstformand Ejgil W. Rasmussen (V) fra KL. Han kalder de nuværende regler for, hvordan de enkelte kurser skal sammensættes for »meget stramme«. Reglerne er fastlagt i lovgivningen, så det er ikke KL, men regeringen, der skal i aktion, hvis de skal gøres mere fleksible, mener Ejgil W. Rasmussen. Han peger samtidig på, at en mere fleksibel undervisning koster flere penge. »Der vil i de fleste tilfælde ikke være mulighed for at samle store hold på arbejdspladserne, så det er klart, at det bliver dyrere. Og den øgede omkostning må regeringen være parat til at betale«, siger han. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra integrationsminister Bertel Haarder (V).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























