Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde i 1970'erne frie hænder til at sluse agenter ind i politiske organisationer. Der var ikke engang regler om, at chefen skulle give sin tilladelse, oplyste Hillerøds politimester, Jørgen Skat-Rørdam, da han tirsdag blev afhørt som vidne i PET-kommissionen. »Der var ikke fastlagt nogen generel regel, men normalt ville man underrette mig«, sagde Jørgen Skat-Rørdam, da han blev spurgt om, hvem i PET, som kunne beslutte at sluse en agent ind i en organisation for at overvåge den. Eneste åbne døre Skat-Rørdam var chef for PET fra 1970 til 75. Han er den hidtil eneste, som er blevet afhørt for åbne døre af PET-kommissionen, der skal undersøge PETs virksomhed fra 1945 til 89. Kommissionen skal blandt andet klarlægge, hvordan det gik til, at PET i en årrække - og i strid med en regeringserklæring fra 1968 - fortsatte med at registrere personer alene på grund af deres medlemskab af et politisk parti på venstrefløjen. Kommissionen er et resultat af de afsløringer, som begyndte med, at PET-agenten Anders Nørgaard i 1998 i TV 2 fortalte, at han var blevet brugt som indslusningsagent i blandt andet Socialistisk Arbejder Parti (SAP). Regler for agenter Dengang udarbejdede PET en beretning om sin virksomhed og de regler, der i 1983 blev fastsat for indslusningsagenter. Det er ifølge reglerne »den mest indgribende efterforskningsforanstaltning«, som altid skal forelægges den siddende justitsminister. Ved den åbne afhøring i går ville kommissionsmedlem, juraprofessor Jens Vedsted-Hansen, gerne vide, hvilke regler der gjaldt for brug af indslusningsagenter i Skat-Rørdams tid som PET-chef: »Blev det forelagt justitsministeren«, spurgte Jens Vedsted-Hansen. »Det kom an på, hvilket niveau det var på. Det kunne være, at det var noget, som havde ministerens interesse. Der var ingen generel regel om, at det skulle forelægges ministeren«, svarede Jørgen Skat-Rørdam. Fik næseblod Afhøringen i det åbne møde begyndte i november, men måtte afbrydes efter et par timer, da han fik næseblod. Ligesom første gang besvarede han de fleste spørgsmål med ordene, »det erindrer jeg ikke«. Undersøgelseskommissionen kendte på forhånd en god del af hans forklaring. Han er tidligere blevet afhørt om konkrete sager bag lukkede døre. Kommissionen er omgærdet af så stor hemmelighed, at det åbne møde kun måtte dreje sig om generelle forhold. Registrering af DKP Skat-Rørdam bekræftede, at ledelserne for Danmarks Kommunistiske Parti og Venstresocialisterne var blevet registreret efter 1968. Han kunne ikke huske, om han i 1974 gav besked om, at det skulle ophøre. Men da han blev foreholdt, at en medarbejder dengang havde skrevet et notat om det, var han »ikke i tvivl om«, at det passede. Han bekræftede også, at PET havde registreret personers politiske tilhørsforhold, når de havde kontakt til østambassader eller foretog rejser i Østeuropa. Det blev ikke opfattet som værende i strid med regeringserklæringen om, at folk ikke skulle i kartotekerne »alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed«. »Det var jo dækket ind af ordene »ikke alene«, sagde Jørgen Skat-Rørdam. Undersøgelseskommissionen har indtil nu afhørt omkring 45 vidner bag lukkede døre. Den har ikke taget stilling til, om der bliver flere afhøringer for åbne døre, oplyste formanden, landsdommer Leif Aamand, efter dagens møde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























