Dekaner, rektorer og fagfolk er chokerede over, at regeringen ønsker at skære på en række centrale uddannelser, som de borgerlige partier traditionelt har ønsket at styrke. I alt skal undervisningssektoren spare mindst 1,5 milliarder kroner over de næste tre år - mens universiteterne, som er røget over i det ny forskningsministerium, ifølge landets rektorer skal bøde 410 millioner kroner til næste år. »Det betyder fyringer af lærere, forringet undervisning, mindre vejledning og større undervisningshold. Det er meget værre, end vi havde forventet, og stik mod regeringens løfter«, siger rektorkollegiets formand Henrik Toft, der også er rektor på Roskilde Universitetscenter (RUC). På bundlinjen betyder det, at universiteterne med regeringens finanslovsforslag får færre penge per studerende. Det ses af de såkaldte taxameterpenge, der udløses, hver gang en studerende består en eksamen. Drastiske fald Generelt falder taxameteret drastisk. På medicinstudiet betyder det en nedgang på 1.700 kroner per studerende. Og dermed får vi dårligere læger, mener dekanen på Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet. »Det betyder en markant forringelse af medicinstudiet. Det er totalt visionsløst«, siger Hans Hultborn. Dekanen fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, Henrik Jeppesen, forudser, at 75 stillinger bliver nedlagt som direkte følge af besparelserne. Regeringspartiet Venstre erkender de massive besparelser, men forsvarer sig med, at regeringen skal spare for at opfylde sine valgløfter. »Vi har fire store valgløfter: skattestop, bedre barselsorlov, løft i ældreomsorgen og styrkelse af sygehusene. Men det skærer da i mit hjerte, at vi bliver nødt til at spare så meget på taxametrene«, siger uddannelsesordfører Gitte Lillelund Bech (V). Også lærer- og ingeniøruddannelserne bliver ramt på taxameterpungen, selvom der er et stort behov for kvalificeret arbejdskraft netop inden for de områder. Læreruddannelsen skal være 1.800 kroner billigere per studerende, hvilket ifølge Seminariernes Rektorforsamling betyder et samlet tab på cirka 20 millioner kroner næste år. Ingeniøruddannelserne mister 2.000 kroner per hoved. Faglig kritik Ikke overraskende møder spareforslaget voldsom kritik i faglige organisationer. »Vi har en minister, der siger, at lærerne skal være dygtigere, og en OECD-undersøgelse, der viser, at undervisningen bliver bedre, jo bedre uddannede lærerne er. Når vi samtidig mangler lærere og har mange studerende, der falder fra, er det et rigtig dårligt sted at spare«, siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anni Herfort. Også i Ingeniørforeningen i Danmark bliver der rystet på hovedet. »Det er et besynderligt signal at sende, når regeringen samtidig specifikt har peget på, at der er behov for at styrke de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Der er ingen tvivl om, at besparelserne vil medføre afskedigelser på uddannelsesstederne, hvilket vil forringe kvaliteten af uddannelsen«, siger Ingeniørforeningens formand, Per Ole Front, der tilføjer: »Der er brug for satsninger, ikke besparelser. Derfor er det utroligt skuffende, at vi ikke får den vitaminindsprøjtning, vi har brug for, og som regeringen har slået meget på«. Et andet ømt punkt for de borgerlige har været de erhvervsrettede uddannelser på handelsskolerne og de tekniske skoler. Selvom regeringen har forhøjet taxameteret på højere handelseksamen HHX skal erhvervsskolerne ifølge skolerne selv samlet spare mindst 63 millioner kroner til næste år. »Situationen er nu helt uoverskuelig for handelsskolerne. Vi bliver nødt til at bede Undervisningsministeriet om retningslinjer for, hvordan vi skal tilpasse kvaliteten til de midler, der stilles til rådighed«, siger Steen Sørensen , formanden for handelsskolernes interesseorganisation HFI. Retur til hovedartikel
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























