Flere måneders intens fokus på to pædagogmedhjælperes mulige seksuelle overgreb på børn for godt to år siden i en århusiansk børneinstitution fortsætter onsdag ved Vestre Landsret i Viborg. Den ene pædagogmedhjælper har krævet 200.000 kr. i erstatning af Århus Kommune for uberettiget afskedigelse fra institutionen Kareten, som ligger i Højbjerg ved Århus. Medhjælperen var sammen med en anden sigtet for misbrug af en række børn, efter at en gruppe på 11 forældrepar i sommeren 1999 havde anklaget de to medhjælpere for at have misbrugt børnene seksuelt. I november 2000 meddelte anklagemyndigheden i Århus, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod pædagogmedhjælperne, der i mellemtiden var blevet fyret efter en meget intens mediedebat om mandlige pædagogmedhjælpere og deres arbejde i daginstitutioner.
Pædagog kræver erstatning efter sex-anklage
Lyt til artiklen