DI: Skær ikke i uddannelser

Lyt til artiklen

Dansk Industri er stærkt bekymret over regeringens millionnedskæringer på landets universiteter. Allerede på dette års finanslov skal der findes penge til de videregående uddannelser, siger DI's forskningschef, Bjarne Lundager. »Det er et uheldigt sted at spare. Vi risikerer, at uddannelserne bliver dårligere på et tidspunkt, hvor industrien skriger på kvalificeret arbejdskraft. Regeringen prioriterer forkert, og vi vil derfor stærkt opfordre Folketingets politikere til at finde flere penge på årets finanslov«, siger forskningschefen. Samtidig erfarer Politiken, at DI's direktør, Hans Skov Christensen, på mandag i Industriens Ugemagasin skarpt går i rette med regeringens bebudede besparelser på uddannelsesdelen af finansloven. Finanslov med stramninger Men når finansminister Thor Pedersen i dag fremlægger finansloven til førstebehandling i Folketinget, vil den stadig indeholde stramninger på 350 mio. i universiteternes budgetter. »Vi har allerede givet 400 millioner mere til forskning. De videre forhandlinger vil vise, hvor mange af de penge universiteterne får del i. Samtidig vil vi bebude en kulegravning af hele forskningsområdet, og herefter vil vi afgøre, om der skal tilføres flere penge til universiteterne. Men det bliver tidligst til næste år«, siger Thor Pedersen (V). Behov for omprioriteringer DI er ikke kun bekymret over nedskæringerne på universiteterne. Også besparelserne på erhvervsskolerne kritiseres: »Vi er betænkelige ved besparelserne på både de videregående uddannelser og erhvervsuddannelserne. Der er behov for yderligere omprioriteringer for at finde penge til undervisning og forskning«, siger Bjarne Lundager, DI. Også Venstres Ungdom og Foreningen af Konservative Studerende advarer regeringen mod at gennemføre de bebudede besparelser på universiteterne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her