FN-kritik af regeringen

Lyt til artiklen

Den internationale kritik bliver ved med at hagle ned over den nye regering og dens flygtningepolitik. FN's flygtningeorganisation UNHCR kritiserer nu regeringen for at forringe sagsbehandlingen af asylansøgere ved at ville tage Dansk Flygtningehjælp ud af Flygtningenævnet. »Hidtil har vi brugt Danmark som en model over for andre lande, og vi vil opfordre til, at Dansk Flygtningehjælp forbliver i Flygtningenævnet«, siger talsmand for UNHCR's afdeling for Baltikum og Skandinavien, Ankie Ericsson. Appelinstans Flygtningenævnet er appelinstans for asylansøgere, der i første omgang har fået afslag på asyl. I dag består nævnet af en dommer, to ministerierepræsentanter samt en repræsentant udpeget af henholdsvis Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp. Regeringen har bebudet, at den vil slanke nævnet ved at tage Dansk Flygtningehjælp ud og fjerne en af de to ministerierepræsentanter. »Dansk Flygtningehjælp har en masse viden om de lande, flygtningene kommer fra, og har derudover stort kendskab til lovgivningen. På den måde repræsenterer de en værdifuld og uafhængig viden«, siger Ankie Ericsson fra UNHCR. En række møder UNHCR har på det seneste haft en række møder med den danske regering, hvor organisationen indtrængende har opfordret til, at Dansk Flygtningehjælp forbliver i nævnet. På de samme møder har UNHCR også udtrykt bekymring for andre dele af regeringens nye udlændingepolitik - blandt andet har den foreslået stramning af retten til familiesammenføring og en lavere kontanthjælp til udlændinge. Foregangsland »Vi vil ikke lægge skjul på, at vi er bekymret omkring visse dele af den nye regerings udlændingepolitik og om tonen i debatten. Vi håber, at Danmark vil bevare sin rolle som foregangsland på udlændingeområdet - ikke mindst når Danmark snart overtager EU's formandskab«, siger Ankie Ericsson. UNHCR's støtte til Dansk Flygtningehjælp bliver bakket op af formanden for Advokatrådet Jon Stockholm. »Jeg har talt med de advokater, der repræsenterer Advokatrådet i Flygtningenævnet, og de siger samstemmende, at Dansk Flygtningehjælp er kilde til en lang række relevante oplysninger«, siger han. Forstår ikke logikken Han kan ikke forstå logikken i at tage Dansk Flygtningehjælp ud. »Det vil ikke få sagsbehandlingen til at gå hurtigere, idet der stadig skal holdes det samme antal møder. Men derimod vil nævnet miste værdifuld viden, som også kan gå ud over retssikkerheden, fordi afgørelserne dermed bliver taget på et ringere grundlag«, siger han. Også formanden for Flygtningenævnet, dommer Bent Ove Jespersen, er imod regeringens planer. »Den nuværende brede sammensætning af nævnet gør, at vi får en god og nuanceret diskussion af sagerne. Derfor vil det være ærgerligt, hvis sammensætningen ændres«, siger han. Tilfører viden Chef for asylafdelingen i Dansk Flygtningehjælp Louise Holck slår på, at organisationen gennem sit tætte arbejde med flygtninge har en viden, ingen andre har. Flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) afviser vredt kritikken og henviser til, at Dansk Flygtningehjælp fortsat deltager i asylarbejdet ved at være med til at afgøre, hvilke flygtninge der skal behandles som såkaldt åbenbart grundløse for at få sendt dem hurtigt ud af landet. Den del af asylarbejdet foregår uden for Flygtningenævnets regi. »Kritikken bliver rettet det forkerte sted hen. Danmark er det eneste land, der har en organisation som Dansk Flygtningehjælp, der fortsat deltager i asylbehandlingen. UNHCR skulle kritisere alle de lande, der ikke har en organisation som Dansk Flygtningehjælp. Hvis kritikken findes på skrift, vil jeg omgående reagere over for FN's flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her